-
El
Hareskov Elektric er en af de elinstallatører, der giver blandt andre tidligere straffede en ny chance i form af en læreplads. Det lykkes cirka hver anden gang, forklarer direktøren.
Fodlænke og plettet straffeattest er ingen hindring for at kunne få en ny chance i livet hos Hareskov Elektric. Den nordsjællandske elinstallatør har en mangeårige erfaring med at give unge på kant med samfundet en mulighed for at komme videre. Omvendt bliver de også mødt af en række krav efterfølgende på lige fod med alle andre ansatte i virksomheden.
- For nogle virker det, og for andre gør det ikke. Det er ikke så sort og hvidt, men det er bestemt ikke udtryk for, at vi tager alle ind, siger direktør Jesper Glyb.
For ham går grænsen ved berigelseskriminalitet, hvis det er en del af straffeattesten, mens han ser med mildere øjne på et værtshusslagsmål. Men i sidste ende handler det om, at den enkelte lærling kan formå at gribe den chance, de får i virksomheden. Ifølge direktøren er det cirka halvdelen, der lykkes med den mission.
- Når det fungerer, så går der ikke lang tid, før personen bare er en af de andre. Det er først, når det ikke fungerer, at man lægger mærke til ham, siger Jesper Glyb.
Husk forventningerne
- Her handler det mere om deres personlighed og drive, men generelt stiller vi samme krav som til andre lærlinge, så det er ikke noget, der kræver meget mere arbejde. Det vigtige er nok bare, at man laver en forventningsafstemning på forhånd, siger Jesper Glyb.
Netop de gensidige forpligtelser og forventninger til hinanden er vigtige i ansættelsen af nye lærlinge. Det gælder helt generelt og uanset hvilken baggrund, de unge kommer med, men det bliver særligt vigtigt, når man favner bredere i virksomheden, forklarer Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
– Det er helt op til en virksomhed, hvor grænsen går for, hvad man kan rumme. Men i virkeligheden gennemfører langt de fleste jo deres erhvervsuddannelse, når de først er blevet lærlinge. Her er det afgørende fra første dag at gøre forventningerne helt klare og så stille tydelige krav, selvom man er rummelig. Det bringer i sidste ende de fleste lærlinge på ret kurs og sikrer svendebrevet, siger Tina Voldby.
Læs også: Tidligere straffet klar til fast job som elektriker
Hun udtaler sig om emnet i magasinet Industri & Teknik. I magasinet melder erhvervsskolerne sig også klar til at tage ansvaret på sig for at få de udfordrede unge skubbet i den rigtige retning. Det gælder blandt andet erhvervsskolen Herningsholm, hvor lederen på vvs-uddannelsen gør en dyd ud af at være ærlig over for virksomhederne og få matchet eleverne korrekt.
- Vi har fokus på at tage hånd om det hele menneske. Vi har selvfølgelig ikke kendskab til alle virksomheder, men vi kender de fleste og ved derfor hvilke elever, der vil passe bedst hos dem. Vi ved hvilke virksomheder, der har det blødere hjerte for de unge mennesker, og hvilke der har et mere produktionsorienteret hjerte, siger uddannelsesleder Kenneth Lauridsen.
Hos Hareskov Elektric handler det om at løfte et samfundsansvar ved at give de unge en ny chance – uanset om det er kriminalitet, skolegang eller handicap, der har været stopklodser i deres liv. Jesper Gylb oplever ofte, at den slags lærlinge er meget motiverede, når de får chancen. Samtidig er det vigtigt at huske på, at der ikke er nogen garantier, når man har med mennesker at gøre.
- Forhistorien er én ting, men vi har altså også oplevet, at en tidligere ansat ikke mødte på arbejde. Ham kunne vi så hente i Køge Arrest, og han var altså ikke en del af noget socialt projekt, siger Jesper Glyb.