-
El
Den 1. oktober kommer der nyt inddateringssystem, Husweb, til elinstallationsrapporter og tilstandsrapporter.
Hvert år udarbejdes der omkring 55.000 elinstallationsrapporter ved køb og salg af boliger i Danmark. Fra 1. oktober 2020 får rapporterne et nyt udseende og der kommer nye vurderingssystemer i stedet for K1, K2 og K3. Samtidig tages et nyt it-system, Husweb, i brug, når elinstallatørvirksomheder skal udarbejde rapporterne.
Ændringerne er led i en modernisering af huseftersynsordningen, som indgår ved alle hushandler, hvor der skal tegnes ejerskifteforsikring. It-systemerne, der har været brugt til udarbejdelse af tilstandsrapporter og elinstallationsrapporter, er henholdsvis 15 og otte år gamle.
– Der har gennem flere år været behov for at forny it-systemerne af hensyn til driftssikkerheden. Fremover udarbejdes de nye tilstandsrapporter og elinstallationsrapporter i det samme, brugervenlige it-system, Husweb. Men det er tilpasset de lidt forskellige behov, der er ved udarbejdelsen af de to typer af rapporter, siger Stine Pedersen, der er kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.
Hun står i spidsen for Sikkerhedsstyrelsens arbejde med at modernisere huseftersynsordningen og lægger vægt på, at det giver huskøbere og –sælgere nogle rapporter, der er væsentligt lettere at anvende, også efter at hushandelen er gennemført.
– Rapporternes udseende er blevet ændret, og indholdet er gjort lettere at forstå for ikke-fagfolk. Samtidig er vurderingsskalaerne ændret, så skader og fejl ikke længere angives med K1, K2 eller K3, der ofte er blevet misforstået. I stedet er der kommet symboler både i tilstandsrapporten og elinstallationsrapporten, nævner Stine Pedersen.
Eleftersyn foregår som tidligere
– Eleftersynet er en gennemgang af, om installationerne i huset er lovlige og funktionsdygtige, og det er fortsat det, huset skal gennemgås for at få overblik over. Det er forhold, der er afgørende for, at huset er brugbart. Desuden er det ejeren, der har ansvaret for, at installationerne er lovlige, siger Stine Pedersen.
Nye vurderingsskalaer
Den nye vurderingsskala har fire trin: En gul vurdering angiver en ulovlig installation med risiko for stød. En rød markering angiver en ulovlig installation med risiko for brand. Et forbudssymbol bruges, når der er tale om en ulovlig installation, hvor der ikke er en umiddelbar risiko. Og et spørgsmålstegn bruges til at angive forhold, der bør undersøges nærmere for at afdække, om der er tale om en fejl.
– I den nye tilstandsrapport er der også gule og røde symboler, men med en lidt anden betydning. Der betyder et rødt symbol, at der er en skade, der kan få konsekvenser på kort sigt, mens et gult symbol angiver en skade, der kan få konsekvenser på længere sigt. Og så er der et gråt symbol, som markerer en mindre alvorlig skade uden indflydelse på funktionen af bygningsdelen, nævner Stine Pedersen.
Få mere at vide