-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Dueller med skumrør, skridttællere og fuldkornswrap med spidskål. Det er måske ikke hverdag for de fleste elektrikere, men for Elektrogårdens medarbejdere var det dagens kost til en temadag om sundhed.
- Resultatet af at investere i sundhed ser man nok først på den lange bane. Men det har styrket sammenholdet, og vi fik bekræftet, at vi har et rigtig godt team, og at medarbejderne har det rigtig godt med hinanden, siger Camilla Stuntz, bæredygtigheds- og udviklingsansvarlig i Elektrogården.
Sammen med servicekoordinator Birgit Jensen var hun tovholdere på dagen, der ikke bare bød på kast med ærteposer, men også indeholdt en række oplæg, der skulle inspirere medarbejdere og ledelse til sundere vaner i en bred forstand.
Det var den mentale sundhedsuge, der var inspirationen for at installationsvirksomheden og direktør Carsten Hansen valgte at slå et slag for de gode vaner og medarbejdernes velvære.
Nogle gange ser det sjovt ud, når holdånden og arbejdsmiljøet styrkes.
Sunde vaner giver mental sundhed
Mental sundhed og fysisk sundhed hænger dog unægtelig sammen, og derfor begyndte de allerede tidligt på ugen med skridttællingskonkurrencer og sluttede af med en tur i køkkenet, hvor der skulle inspireres til mere interessante madpakker og måske endda et lille opgør med de unge elektrikeres ”foretrukne våben” - energidrikken.
- Vi havde et håb om at få energidrikken udskiftet med en mere nærende madpakke. Og selvom der stadig er et par tomme dåser i pantsækken, så er rugbrødsmadderne i madpakken blevet mere flatterende hos os alle, siger Camilla Stuntz med et smil på læben.
Hun pointerer, at alle i virksomheden selvfølgelig selv er herre over deres frokost samt graden og typen af koffeinindtag, men at hun da håber, at det fælles madlavningskursus har kunnet inspirere til nye gode vaner.
Der er ikke røg i køkkenet hos Elektrogården - kun kommende gode vaner.
Bevæbnet med skumrør og ja-hat
Noget tyder på, at der er velvilje til at tage læringen fra temadagen med videre:
- Alle var på og modtog de nye tiltag og øvelser med åbne arme. De levede sig ind i de opgaver, der blev stillet, uanset om det var madlavningskurser eller dyst med skumrør, siger Camilla Stuntz, bæredygtigheds- og udviklingsansvarlig i Elektrogården.
For Camilla Stuntz har det vigtigste været, at få åbnet dialogen om, hvad der kendetegner en god arbejdsdag for de dygtige tekniske medarbejdere, der hver dag fører både virksomhedens og kundernes visioner ud i livet.
- Det er vigtigt, at man trives i det man laver, og føler, at man er forberedt og ordentligt klædt på til sine arbejdsopgaver, siger Camilla Stuntz.
Og på det punkt er Elektrogården bestemt ikke færdig. Planen er at dykke dybere ned i den del af arbejdssundheden. Blandt andet med udgangspunkt i en spørgeskemaundersøgelse. Det bliver næste led i virksomhedens prioritering af sine ansattes sundhed.
Camilla Stuntz, bæredygtigheds- og udviklingsansvarlig i Elektrogården.