-
El
EL:CON vil styrke sin position på Sjælland med opkøbet af el-installationsvirksomheden Espenheins Eftf. A/S i Slagelse.
Bedre forankring på Sjælland og en strategi om at blive endnu større. Det er kort fortalt, hvad der har fået EL:CON til at købe el-installationsvirksomheden Espenheins Eftf. i Slagelse.
- Vi har haft et ønske om at øge vores lokale tilstedeværelse på Sjælland, og Espenheins Eftf. er den helt rigtige partner for os. Det er en ejerledet virksomhed, der er yderst veldrevet, og som næsten udelukkende har fokus på service, som er et vigtigt fokusområde for os i området. Hertil får vi med opkøbet tilførsel af mange dygtige medarbejdere med lokalt kendskab, der er en væsentlig styrke, udtaler Palle Egelund Jensen, regionsdirektør i EL:CON.
EL:CON overtager samtidig firmaets cirka 30 medarbejdere, ligesom den nuværende ejer Espenheins Eftf., Lars Rasmussen, også fremover kommer til at være daglig leder af forretningen i Slagelse.
- Jeg ser frem til at kunne servicere markedet i endnu højere grad end tidligere – et mangeårigt ønske, som nu bliver en realitet, lyder det fra Lars Rasmussen.
Lang historie
Firmaet blev grundlagt af Børge Espenhein i 1945 og har siden skiftet ejere nogle gange. Senest i 2005, hvor Lars Rasmussen blev en del af ejerkredsen. Firmaet beskæftiger sig primært med traditionelt el-installationsarbejde, tele- og datasikring til industrien, offentlige virksomheder og boligforeninger.
EL:CON har de senere år opkøbt en lang række virksomheder i branchen og beskæftiger i dag omkring 850 medarbejdere på landsplan. Ambitionen er at være en national virksomhed, der er lokalt forankret, men som samtidig står stærkt i fremtidens marked. Målet er at få omsætningen til at runde en milliard kroner.
Regionsdirektør i EL:CON Palle Egelund Jensen (tv), ejer af Espenheins Eftf. Lars Rasmussen og adm. direktør i EL:CON Jesper Knudsen.