-
El
EL:CON åbnede i dag dørene for folketingsmedlem og energi- og klimaordfører for Socialdemokratiet, Jens Joel. Besøget bød på et kig ind i den grønne fremtid og snakken kom blandt andet til at handle om elbiler og energibesparelser.
Fremtiden handler om grøn tankegang og grønne løsninger. Det blev slået fast mandag, da Jens Joel, folketingsmedlem og energi- og klimaordfører for Socialdemokratiet, var på besøg hos virksomheden EL:CON, der har hovedkvarter i Aarhus. Formålet med besøget var at give politikeren et indblik i en moderne installationsvirksomhed, hvor grønne tekniske løsninger står øverst på dagsordenen.
Undervejs præsenterede EL:CONs administrerende direktør Jesper Knudsen politikeren for en række af de grønne løsninger, virksomheden arbejder med.
– I EL:CON medvirker vi til, at den grønne omstilling bliver gjort til virkelighed. For det første er det godt både for vores kundes og for vores egen økonomi at tilbyde energioptimerende, fremtidssikrede og bæredygtige løsninger. For det andet får vores medarbejdere spændende muligheder for at arbejde med den nyeste teknologi, sagde Jesper Knudsen.
Virksomheden arbejder blandt andet med installation og service af ladestationer og el-biler og varmepumper, som kommer til at spille en afgørende rolle for den grønne omstilling.
Energibesparelser skal prioriteres
– Vi skal sikre de bedste og billigste energibesparelser. Det har jeg fået inputs til i dag. Og jeg er fuldstændig enig med både erhvervslivet, fagbevægelsen og arbejdsgiversiden i, at energibesparelser skal prioriteres i endnu højere grad. Det er et stort problem, at regeringens klimaplan slet ikke har det med. Energibesparelser vil gavne klimaet og give masser af arbejdspladser, sagde han.
Også Simon O. Rasmussen, underdirektør i TEKNIQ, deltog i virksomhedsbesøget. Han glædede sig over, at politikeren havde taget sig tid til at besøge installationsvirksomheden.
– Vi er altid glade, når en politiker som Jens Joel har lyst til at komme ud og besøge vores dygtige virksomheder. Vi er alle enige om, at vi står overfor en stor opgave i forhold til den grønne omstilling, og her spiller installatørerne en central rolle i den grønne omstilling, da installationsvirksomhederne både kan rådgive om de tekniske løsninger og udføre dem, sagde Simon O. Rasmussen.
Besøget hos EL:CON blev afviklet i samarbejde med TEKNIQ.