-
El
EL:CON sender nu arbejdsbiler på gaden i Aarhus og Glostrup, der er 100 procent eldrevne. Med indkøbet af to Mercedes Benz eVito-biler vil virksomheden skubbe på den bæredygtige udvikling.
Få uger efter at Mercedes Benz løftede sløret for deres nye og forbedrede eVito-model, tager EL:CON, som den første virksomhed i Danmark, den eldrevne arbejdsbil i brug.
Ifølge administrerende direktør i EL:CON, Jesper Knudsen, vil og skal virksomheden være med til at præge samfundsudviklingen i en grønnere og mere bæredygtig retning, og her er investeringen i de nye elarbejdsbiler et godt skridt på vejen.
– Vi glæder os til at få de nye biler ud i gadebilledet. For os er det vigtigt at tage et samfundsansvar og presse på udviklingen af eldrevne arbejdsbiler i Danmark, som har brug for opbakning, hvis de biltyper skal udvikles til et reelt alternativ, siger Jesper Knudsen.
De eldrevne arbejdsbiler er væsentligt dyrere, end de konventionelle diesel-modeller. Derfor er det på nuværende tidspunkt ikke realistisk at udskifte alle arbejdsbiler, men hos EL:CON håber man at se initiativer, der hjælper den grønne omstilling mere på vej.
– Størstedelen af de projekter og opgaver, vi løser for kunder, kredser om den grønne omstilling, for eksempel energioptimeringer i bygninger og i industrien. Vi er meget bevidste om, at de løsninger, vi vejleder kunderne til, er fremtidsrettede, bæredygtige og har fokus på den grønne omstilling. Derfor er det naturligt, at vi investerer i eldrevne arbejdsbiler, siger han.
Førende på installation af ladestandere
Hos EL:CON bliver det ingen udfordring at lade de nye eldrevne arbejdsbiler fra Mercedes-Benz. EL:CON har nemlig et mangeårigt tæt samarbejde med Clever, der som Danmarks førende e-mobilitetsudbyder sørger for strømmen til elbilerne, og som EL:CON har opsat cirka 10.000 ladepunkter for i Danmark.
Den nye Mercedes eVito havde Danmarkspremiere forrige weekend, hvor den blev præsenteret på Skandinaviens største transportmesse, Transport 2019. I alt kommer der blot fem eksemplarer af Mercedes eVito til Danmark i det første halvår af 2019, og EL:CON kommer først på gaden i de nye eldrevne arbejdsbiler.