-
El
Nye medarbejdere strømmer til elbranchen, som i disse år oplever en hidtil uset vækst. Det er vigtigt, da elbranchen spiller en særlig stor rolle i den grønne omstilling af samfundet, viser nye rapport.
På bare seks år er der sket en mindre revolution i antallet af medarbejdere i elbranchen, der er vokset fra 26.000 til 34.000. Det svarer til en vækst på 30 procent siden 2015, hvilket er særlig vigtigt, da branchen spiller en særdeles vigtig rolle i at nå de fastlagte CO2-mål, viser en ny rapport, som Dansk El-Forbund og TEKNIQ Arbejdsgiverne står bag.
- Elbranchen spiller faktisk en central rolle i 80 procent af de løsninger, der skal til for at nå i mål i forhold til CO2-målsætningen, siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Grønne fodaftryk vigtige
Det dækker over alt fra intelligente bygninger og industrianlæg til ladestandere og landbrugsdrift. Men mens elbranchens løsninger har stor betydning i CO2-regnskabet, så tegner selve branchen sig kun for en enkelt procent, når man fokuserer på virksomhedernes egen drift. Det er bare misvisende, da elbranchen i stigende grad vil blive mødt med krav om, at deres egne virksomheder er grønne og miljørigtige.
- Det vil i stigende grad være et konkurrenceparameter, at virksomhederne kan dokumentere deres grønne fodaftryk. Derfor er det nødvendigt, at branchen har et strategisk fokus på selv at være bæredygtige. Elbranchen er simpelthen nødt til at trække i førertrøjen og tage sin egen medicin, siger Tina Voldby.
Læs også: Grønt værktøj klar til medlemmerne
For at sætte handling bag ordene er TEKNIQ Arbejdsgiverne og Dansk El-Forbund enige om, at branchen skal være CO2-neutral i 2040, men allerede om to år skal 80 procent af branchen kunne mønstre deres eget grønne regnskab.
- Den grønneste strøm er trods alt den strøm, vi ikke bruger. Man kan ikke nøjes med at udbygge de grønne løsninger, hvilket den aktuelle situation i Ukraine viser. Nu gør det virkelig ondt på pengepungen, siger Tina Voldby med reference til de hastigt stigende energipriser i Europa.
Kompleksiteten stiger
Rapporten viser samtidig, at elbranchens omsætning er vokset fra 27 milliarder kroner i 2015 til 33 milliarder kroner i 2021. Det svarer til en årlig vækst på fire procent, og dermed har omsætningen per medarbejder været svagt faldende i perioden.
- Men det er et udtryk for, at ydelserne bliver mere komplicerede, hvilket kræver en større lønsum at få fat i medarbejdere med et højere kompetenceniveau, siger Tina Voldby.
Den kraftige vækst i medarbejderantallet er derudover et udtryk for, at branchen er blevet bedre til at fastholde blandt andet lærlinge i virksomhederne i stedet for, at de søger over i andre brancher, der ikke uddanner elektrikere, forklarer underdirektøren.
Grønne potentialer i elbranchen:
- Intelligent bygningsdrift
- Klimavenlige valg i nybyggeri
- Optimering og elektrificering af produktionsanlæg i industrien.
- Grøn elproduktion, forsyningsnet og CO2-fangst
- Opsætning og servicering af ladestandere.
- Optimere energiforbruget i landbruget.
Kilde: ”Elbranchen i den grønne førertrøje”, Valcon