-
El
-
VVS
Både ELCON og Delpro overvejer at byde ind på milliard-udbuddet til forstærkning af elnettet de kommende år. Spørgsmålet er bare på hvilken måde.
Elnettet skal have en gennemgribende overhaling de næste mange år, hvilket betyder, Energinet sender udbud for omkring 10 mia.kr. i spil i år.
Indtil videre er det første udbudsmateriale sendt ud med prisseddel på 4,5 mia.kr. Det er målrettet højspændingsarbejde med stationsanlæg på 132- og 150 kV, hvilket vækker interesse ude i virksomhederne.
Det gælder blandt andre Delpro, der har ekspertise inden for netop højspændingsarbejde. Spørgsmålet er bare, hvor man vil lægge sig i værdikæden. Som noget nyt udbyder Energinet arbejdet i nogle store klumper i stedet for enkelte fagentrepriser, hvilket kræver grundige overvejelser, inden man går ind i det.
- Der er fordele og ulemper ved begge dele. Vi kan selvfølgelig holde os til installationsarbejdet, men så sidder man heller ikke med helt fremme ved bordet, og der hvor værdiskabelsen også sker, siger Jacob Rath, adm. direktør i Delpro.
Læs også: Elnettet får et gigantisk løft
Alternativet er ifølge direktøren at indgå et samarbejde i et konsortium, hvor man deles om ingeniør- og installationsarbejdet, og endelig kunne det være en mulighed at opkøbe en virksomhed med de kompetencer, man har brug for.
Jacob Rath hælder mest til en samarbejdsmodel lige i øjeblikket. Virksomheden havde faktisk en stor ingeniør-afdeling indtil 2008, men skilte den fra dengang. Det vil derfor i givet fald blive en stejl læringskurve at gå ind i arbejdet som totalleverandør.
- Vi er ikke så vant til i Danmark at gå ind som EPC contractor (totalleverandør, red.) i forhold til højspænding og elforsyning. Det er man til gengæld i udlandet, så det vil være en strategisk udfordring for os alle, siger Jacob Rath, der står i spidsen for Delpro med 210 ansatte, hvor de 35-40 er placeret i udlandet.
Brug for flere hænder
Jacob Rath gruer samtidig for at skulle ud og hente en masse nye medarbejdere på én gang i det nuværende marked. Samme holdning er der hos ELCON, som også gør sig konkrete overvejelser i retning af højspændingsudbuddet.
- Højspænding er en klar del af vores strategi, men den allerstørste opgave bliver at leve det ud i livet. Antallet af højspændingsoperatører er for få, i forhold til hvad sådan en opgave kræver, siger Jesper Knudsen, der er adm. direktør i ELCON.
Nøglen til udbuddet er derfor at finde flere medarbejdere ved opkvalificering eller i udlandet. Dernæst er det overvejelserne om at indgå i en samarbejdsmodel eller at tage hele opgaven på sig. Sidstnævnte stiller høje krav til styringskompetencerne. Til gengæld er direktøren fast besluttet på, at virksomheden ikke skal kaste sig ind i det udbud på 5,5 mia.kr. til jordkabler, der bliver offentliggjort til oktober.
- Vi kommer ikke til at forfølge jordkablerne. Det meste af det er graveentrepriser, som mange andre end os arbejder med. Derfor ville vi ende med at få en for lille andel i det, siger Jesper Knudsen.
ELCON er ejet af energiselskabet NRGi og har cirka 1100 medarbejdere.