-
VVS
Olietanke bliver oftere en del af hushandler end tidligere, fordi køberne ønsker at skifte til en grønnere opvarmningsform, inden de flytter ind. Installatørerne skal være opmærksomme på en række krav, hvis de får opgaven.
Huskøbere stiller i stigende grad krav til sælger om håndtering af olietanke i forbindelse med hussalg. Det sker ofte i de tilfælde, hvor køberne ønsker at skifte til eksempelvis en varmepumpe inden indflytningen.
Det øgede fokus gør, at man skal være ekstra bevidst om reglerne for, hvordan olietanke skal håndteres, og ikke mindst hvornår en olietank stopper med at være en olietank. Nedenfor finder du en gennemgang af reglerne for olietanke under 6000 liter.
Hvordan forholder man sig til sløjfede olietanke?
Hvis en olietank er sløjfet og registreret som sådan hos kommunen, findes den ikke længere. Der er ingen regler for, at en sløjfet olietank skal fjernes som en del af en hushandel, da olietanken i princippet ikke eksisterer længere i forhold til bekendtgørelsen.
- Når en olietank først er sløjfet, så stopper den i princippet med at være en olietank, det skal man huske som virksomhed, hvis køber eller sælger tager kontakt, udtaler Birger Tannebæk Christiansen, teknisk konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne
En eventuel opdagelse af forurening i nærheden af den fjernede olietank vil derfor heller ikke normalt være dækket af den særlige ”olieforsikring”, som olieselskaberne har etableret.
Hvis man skal sløjfe en olietank
- Tanken fjernes (graves op), eller
- Den overjordiske del af påfyldnings- og udluftningsrør fjernes og afblændes, så man ikke kan påfylde tanken.
Hvis bygningen fortsat har en fungerende oliekedel
Når der stadig er et olieforbrug på matriklen, skal olietanken leve op til følgende regler:
- Sugerøret skal være en-strenget
- Sugerøret skal afsluttes med en smeltesikringsventil
- Påfyldningsrør og udluftningsrør skal have fald mod tanken
- Dæksel på påfyldningsrør skal være aflåseligt
- Udluftningsrør skal være ført mindst 50 cm over terræn
Hvis olietanken skal flyttes
En overjordisk olietank fra før år 2000 må gerne flyttes, hvis den har et oprindeligt mærkeskilt med angivelse af:
- Fabrikantens navn og hjemsted
- Tankrumfang og -type
- Fabrikationsnummer og -år
En nedgravet tank må ikke flyttes.
Hvad betyder olietankens alder
En olietank skal sløjfes efter udløb af teknisk levetid. Når olietankens tekniske levetid er udløbet, må den ikke anvendes til oplag af olie. Den tekniske levetid er defineret ud fra det dokumenterede produktionsår. Den tekniske levetid for forskellige typer af olietanke er som følger:
- 30 år for en overjordisk tank i stål (40 år hvis typegodkendt)
- 25 år for en overjordisk tank i plast (40 år hvis typegodkendt)
- Nedgravet tank i stål med udvendig belægning med glasfiberarmeret polyester
- 40 år typegodkendt uden indvendig korrosionsbeskyttelse
- 50 år typegodkendt med indvendig korrosionsbeskyttelse
- 50 år for nedgravet tank i stål typegodkendt med anden udvendig belægning
Olietanken skal sløjfes straks, hvis man ikke kender fabrikationsåret.
Olietanke er en del af miljølovgivningen, og skal som sådan udføres og håndteres i forhold til Bekendtgørelse nr. 1257/2019 om indretning, etablering og drift af olietanke, rørsystemer og pipelines, i daglig omtale ”olietankbekendtgørelsen”.
Olietankbekendtgørelse Olietankbekendtgørelsen (retsinformation.dk)