
SteelXperts har bygget domicil i høj kvalitet ved motorvejen i Holstebro. Både estimater og budgetter er sprængt for at få det bedste. Målet er højere effektivitet og attraktive omgivelser for de 70 medarbejdere – og for vigtige kunder der besøger virksomheden.
- Vi flyttede og hentede og flyttede materialer og produkter hele dagen i vores gamle sammenbyggede haller. Vi bliver stensikkert mere effektive i de nye og større haller. Det er slut med at spilde dyr tid på at sidde på en truck. Tiden skal bruges på arbejde af værdi.
Man kan se glæden i ansigtet på adm. direktør og medejer Bjarne Sørensen ved at nævne de mange positive ting, som en nyindrettet produktion og administration vil medføre hos SteelXperts i det nye domicil ved motorvejen i Holstebro.
De lyse og lækre produktionshaller er opvarmede med jordvarme, og gulvvarme som giver et behageligt klima at arbejde i. Nye omklædningsrum til både mænd og kvinder er med lækre badefaciliteter.

Vi kunne have bygget billigere. Men vi ville have en beliggenhed, der var med til at markedsføre SteelXperts.
I administrationens storrumskontor er der store vinduespartier imod nord og med udsyn til Holstebro-motorvejens travle trafik. En placering, der giver unik eksponering af SteelXperts som lokal virksomhed.
Hele indretning fra buede skærme til kontormøbler er nye indkøb.
Virksomheden er ekspert i at opbygge og installere anlæg til fødevarebranchen. Der er omkring 70 ansatte og altid et antal indlejede folk i virksomheden. I produktionen er der nye leasede kraner og det nyeste inden for ventilation.
Alle ansatte kan samles i den store kantine med en kapacitet på omkring 85 personer, men i hverdagen er de fleste arbejdende ude hos kunderne.
- I vores samarbejde med de største inden for fødevarer har det også været vigtigt at få mere præsentable lokaler og forhold at vise frem. Den gamle virksomhed var et resultat af fire knopskydninger. Ved kundebesøg var vi lidt bagud og skulle lidt forklare og undskylde forholdene. Det er slut nu med de her lokaler, siger en glad Torben Smidstrup, salgschef og medejer af virksomheden.

Direktør Bjarne Sørensen og salgschef Torben Smidstrup i det nye hovedsæde ud til motorvejen, hvor en lastbil drøner forbi. Begge er medejere af virksomheden.
I første omgang var det en ny strategiplan i 2022 om vækst, der satte gang i tankerne om et nyt domicil hos ejerkredsen på fire mand, hvor Kim Abildgaard og Jimmy K Pedersen også er medejere. Der var behov for en ny hal på 1.000 kv.meter, men selv den tilbygning ville ikke rette op på en række uhensigtsmæssige forhold i de slidte bygninger. Her sad administrationen tæt som på en banegård.
Derfor endte det med en beslutning om et helt nyt domicil på en ny adresse. Det blev i Holstebros nye industrikvarter direkte ved afkørsel imod Skive. Grunden var naturligt en del dyrere end en anden tilbagetrukket placering. Det skal tjene sig ind ved daglig markedsføring imod trafikanterne.
-
SteelXperts nye domicil:
Vagn Kloses Vej 10, Holstebro
Placering direkte til motorvej og tilkørsel
2.800 kv.m. produktion
500 kv.m. administration, kantine og velfærdsfaciliteter
Mulighed for 1.400 kv.m. udvidelse af produktionen
Entreprenør Midtjysk Albyg.
Bygning ejet af STXP Ejendomme – Torben Smidstrup og Frants Sørensen
Jordvarme
Forberedt til solceller på taget

Et effektivt højlager afløser loftsrum, containere og rod i forskellige rum.
At bygge er at tro på fremtiden. Vi har bygget til vækst,
- Vi kunne have bygget billigere. Men vi ville have en beliggenhed, der var med til at markedsføre SteelXperts, og gøre os synlige for kunder og leverandører – men specielt for rekruttering af nye medarbejdere. Samtidigt giver det en placering, der logistisk ikke kan være bedre. Og vi ville have faciliteter i hele huset, som gjorde os til en attraktiv virksomhed for de ansatte. Det har kostet. Men at bygge er at tro på fremtiden. Vi har bygget til vækst, siger direktør Bjarne Sørensen.
Bygningerne blev overtaget 1. januar, og nu er hallerne monterede og produktionen og administrationen er i gang. De gamle lokaler på Nybo Høje er solgt videre. SteelXperts bor nu til leje hos STXP Ejendomme på den nye adresse. Her er Torben Smidstrup medejer.

Der er plads til at samle de mere end 70 medarbejdere i den lyse og nye kantine.

Nye lækre baderum til både herrer og damer er indrettet. SteelXperts har en række kvindelige svende og lærlinge.