-
El
Salget af el-ladebokse fra Easee er blevet forbudt i Sverige efter en afgørelse fra den svenske pendant til Sikkerhedsstyrelsen, Elsäkerhetsverket. Der er dog ikke sket ulykker med laderne. Sikkerhedsstyrelsen afventer yderligere info, men ser ingen farer.
TEKNIQ Arbejdsgiverne afventer og følger de meldinger, der kommer fra Sikkerhedsstyrelsen, som indtil videre har meldt ud, at der ikke umiddelbart er fare forbundet med at bruge bokse, der allerede er installeret hos kunder.
- Vi oplever, at medlemsvirksomheder henvender sig med spørgsmål om de omtalte ladebokse, og vi arbejder på at få en hurtig afklaring fra Sikkerhedsstyrelsen, så vi ved, hvad vores medlemmer kan forholde sig til, siger Mads Risgaard Knudsen, teknisk konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
I et mailsvar til FDM skriver kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen Lone Brose:
”De svenske myndigheder har ikke forbudt anvendelse af ladeboksene. De vurderer ikke, at der er risiko for personskade ved at anvende ladeboksene, og de har heller ikke fået anmeldelser om ulykker med ladeboksene. Sikkerhedsstyrelsen vurderer ikke, at der er nogen umiddelbar fare ved at anvende ladeboksene. Vi afventer, at fabrikanten informerer myndighederne i de lande, hvor ladeboksene er solgt, om hvad de planlægger at gøre. Derefter vil vi afklare, om det er nødvendigt med konkrete tiltag i Danmark.”