-
Industri
Det kræver tilvalg og ekstra præmie på forsikringen at have dækket et lager af paller under åben himmel. Og ved gentagne tyverier vil mange selskaber sige stop, vurder WTW, der rådgiver TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemmer om forsikringer.
Et lager af paller placeret på en åben plads bag virksomheden er som udgangspunkt ikke dækket af forsikringen, hvis palletyvene slår til, som mange jyske virksomheder oplever for tiden. Skal løsøre dækkes under normal forsikring, så kræver det tegn på indbrud.
- Som virksomhedsejer skal man være bevidst om, at det anses for at være et simpelt tyveri, når man bare kan køre ind med en varevogn og stjæle paller. Et hegn er heller ikke nok til dækning under en almindelig forsikring uden særlige udvidelser. Det kræver, at pallerne er i en bygning eller evt. i en aflåst container.
Det siger Hans Rasmussen, key account manager hos WTW, der rådgiver medlemmerne om forsikringsforhold og vilkår. Tyverier fra virksomheder, montageopgaver og fra byggepladser er et tilbagevendende problem mange steder.
Rådgiveren peger på, at forsikringsselskaberne hele tiden holder øje med deres risikoprofil ved at forsikre en virksomhed. Forhøjede præmier eller selvrisiko kan hurtigt blive konsekvensen, hvis en virksomhed gentagne gange skal have tab ved tyverier dækket.
Overvågning
Mange virksomheder arbejder med overvågning for at undgå tyverier eksempelvis af paller.
- Video kan virke afskrækkende, men forhindrer jo ikke et tyveri. Men hvis politiet kan genkende nummerplader eller personer, så kan det give opklaringer. Ofte er det jo gamle kendinge hos politiet, der står bag denne type tyverier, siger Hans Rasmussen fra WTW.
Det bedste råd til virksomhederne fra WTW til at undgå tyverier og derved forhøjede forsikringspræmier er derfor at sikre alle værdier på virksomheden. Oplagring indendørs eller udendørs oplagring af paller i aflåste containere kan være muligheder. Man skal ifølge WTW være opmærksom på, at der ofte gælder en forhøjet selvrisiko. Sikring og forsikring er ikke alternativer til hinanden. De skal supplere hinanden. Derved minimerer man risikoen for skader – og opnår de bedste præmier.
- Det bedste råd i denne type sager er bund og grund at forsøge selv bedst muligt at passe på sine værdier, lyder det fra Hans Rasmussen fra WTW.