-
Industri
DS-Gruppen har vokset sig stor fra adresser i Hobro, hvor virksomheden også blev stiftet. Nu åbner koncernen afdeling i Århus og kalder dette skridt for en strategisk placering for at imødekomme fremtidige vækstmuligheder og styrke samarbejdet med både uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet i området.
- Vi har desuden mange medarbejdere på vores byggepladser rundt om i landet og i vores andre selskaber, der bor i Aarhus og omegn. Vi ønsker at gøre det nemmere for vores medarbejdere at balancere arbejds- og privatliv. Medarbejderne er vores vigtigste ressource, og vi går langt for sikre, at de har optimale faciliteter og et godt arbejdsmiljø, siger Anette Storm, direktør i DS Flexhal.
Jonas Bang Eriksen, afdelingschef, DS Parkeringshuse, vil have fast base på kontoret på Egsagervej i Aabyhøj og være ansvarlig for den daglige drift. I tæt samarbejde med kolleger fra både DS Stålkonstruktion, DS Elcobyg, DS Flexhal og DS Stålprofil kommer afdelingen til at danne ramme om en bred vifte af koncernens aktiviteter, herunder større nøglefærdige byggerier samt levering af stål og beton.
850 ansatte
DS Gruppen har mere end 50 års erfaring og består af virksomhederne DS Stålkonstruktion, DS Stålprofil, DS Flexhal og DS Elcobyg. DS Gruppen har hovedkontor i Hobro og kontorer i Aarhus og Albertslund. Derudover er der salgskontorer i Norge og Tyskland og design i Polen og Slovenien. DS Gruppen beskæftiger mere end 850 medarbejdere.