-
Industri
Stål-eksperterne i DS Gruppen vil med et grønt koncept fra ejer-koncernen GOLDBECK arbejde sig ind på markedet for P-huse i Danmark. De tre første p-huse er solgt og på vej til at blive realiserede.
DS Gruppen har mere end 50 års erfaring og består af virksomhederne DS Stålkonstruktion, DS Stålprofil, DS Flexhal og DS Elcobyg. DS Gruppen har hovedkontor i Hobro og kontorer i Aarhus og Albertslund og beskæftiger mere end 850 medarbejdere. Virksomheden er gået fra familieeje til at blive en del af en international koncern.
DS Gruppen skærper sit fokus yderligere på den grønne udvikling inden for byggeri og produktion af stål og beton. Det er DS Gruppens strategiske målsætning at blive førende inden for håndtering, udvikling og produktion til den grønne transformation af byggebranchen.
- Vi vil løbende forbedre vores produkter i jagten på øget bæredygtighed og reduktion af CO2-belastningen. I dagligdagen arbejdes der målrettet på netop dét i DS Gruppens selskaber, og vi er desuden stolte af vores tætte relation med GOLDBECK på europæisk plan, hvor vi arbejder sammen om grøn udvikling, bæredygtighed, optimeret livscyklus og CO2-reduktion i vores produkter samt implementeringen af kunstig intelligens, siger koncernchef Kent Hejn i forbindelse med det første årsregnskab.
P-hus koncept
Det nye ejerskab har gjort det muligt for DS Gruppen at bevæge sig ind på nye markeder som "GOLDBECK Multi-Storey Car Park System," som er et parkeringshuskoncept i stål og beton. Et gennemtestet og udviklet system, skaleret efter kundernes ønsker og aktuelle behov.
- Konceptet er stærkt konkurrencedygtigt og er blevet udviklet og opført i hele Europa i løbet af de sidste 40 år. Det er CO2-besparende og miljøcertificeret med DGNB Guld. Det første parkeringshus er allerede under opførelse i Viborg, og der er i skrivende stund to mere på vej, siger Kent Hejn.
GOLDBECKs parkeringshuskoncept er baseret på mere end 900 afsluttede projekter i hele Europa. Projektet ”House of Parking”, som DS bygger for Ejegod Ejendomme, er under opførelse i Viborg. Parkeringshuset med 192 parkeringspladser forventes færdigt i december 2023.
DS Gruppen holder i første regnskabsår under nye ejere kursen og præsterer et resultat, hvor toplinjen passerer 2 mia. kr., og resultatet før skat er godt 200 mio. kr. på bare ni måneder.