-
VVS
Det er nu muligt at erhverve den reviderede DS 439, Vandinstallationer. TEKNIQ holder webinar med Leon Buhl og gennemgår ændringerne.
TEKNIQ har i efteråret orienteret om indholdet i den kommende udgave af "DS 439, Vandinstallationer" ved møder i Odense, Århus og Glostrup. Nu er den endelige udgave fra Dansk Standard klar, og den er gældende fra den 12. december 2024.
Der er tale om en gennemgribende revision, der nu gør, at DS 439 er struktureret ligesom andre standarder. En af de større ændringer er, at den forenklede beregningsmetode nu er afskaffet samt, at der er ændret i forudsætningerne for den dimensionerende vandstrøm.
- Der er ikke sket voldsomme ændringer for selve indholdet ved revisionen, men der er sket en større opdatering af strukturen. Og på det tekniske indhold er der kommet en ny dimensioneringsforudsætning for ”dimensionerende vandstrøm”, siger Birger T. Christiansen, teknisk konsulent i TEKNIQ.
Webinaret er klar
Der vil blive orienteret nærmere om ændringer i den nye standard på den anden side af nytår - blandt andet ved et webinar den 29. januar kl. 13. Det er allerede nu muligt at tilmelde sig webinaret, der foruden Birger T. Christiansen også vil have Leon Buhl fra Teknologisk Institut som oplægsholder.
Webinaret forventes at vare en time.
Det er allerede nu muligt at erhverve den reviderede DS 439 hos Dansk Standard, hvis man ønsker at få investeringen med i dette års regnskab.