-
El
-
VVS
Et medlem af TEKNIQ Arbejdsgiverne er I byretten blevet dømt til at betale for et tre måneder langt kursusmodul, som en medarbejder startede på, kun 12 dage før han stoppede i virksomheden.
Er det rimeligt, at en virksomhed skal betale den fulde regning for et tre måneder langt kursus, som en medarbejder er startet på kun 12 dage før, han stopper i virksomheden? Ja, konkluderede byretten i en konkret sag, der netop er afgjort.
Retten vurderede ikke, at det fremgik tilstrækkeligt tydeligt af uddannelseskontrakten, at medarbejderen selv skulle betale for kursusmoduler placeret efter opsigelsen, hvis han blev opsagt af virksomheden.
I forbindelse med medarbejderens ansættelse havde parterne indgået en uddannelseskontrakt, der var et tillæg til ansættelsesaftalen. I uddannelseskontrakten fremgik det, at uddannelsen skulle gennemføres under og sideløbende med ansættelsen i virksomheden. Det fremgik desuden, hvordan udgiften til uddannelsesaftalen skulle tilbagebetales, hvis medarbejderen selv opsagde sin stilling.
Tilmeldte sig dagen før
Medarbejderen blev imidlertid opsagt på grund af arbejdsmangel, og det blev efter medarbejderens ønske aftalt, at han kunne fratræde før tid. Medarbejderen havde, uden at oplyse det til sin arbejdsgiver, tilmeldt sig et kursusmodul som led i uddannelsen, dagen før han blev opsagt.
TEKNIQ Arbejdsgivernes argumenterede for, at virksomheden ikke skulle betale for kursusmodulet, da uddannelseskontrakten ville ophøre samtidigt med ansættelsen. Eller alternativt at virksomheden alene skulle betale for den faktiske kursustid, hvor medarbejderen var ansat, svarende til 12 kalenderdage ud af kursets varighed på tre måneder.
Medarbejderen argumenterede for, at arbejdsgiver skulle betale for hele kursusmodulet, da der ikke var taget stilling til andet i uddannelseskontrakten.
Skulle have fremgået tydeligt
Retten fastslog på baggrund af uddannelseskontrakten og parternes forklaring, at uddannelseskontrakten ikke indeholdt et vilkår, der regulerede forholdet, hvis opsigelsen af medarbejderen skyldtes virksomhedens forhold.
Retten fandt desuden, at et vilkår om, at medarbejderen selv skulle betale kurset, var af så væsentlig betydning, at det burde have fremgået tydeligt af uddannelseskontrakten.
Advokatfuldmægtig i TEKNIQ Arbejdsgiverne Katrine Bruun, der førte sagen på vegne af medlemsvirksomheden, ærgrer sig over afgørelsen.
- Dommen viser, at det er vigtigt, at arbejdsgiver tager stilling til vilkårene i en uddannelseskontrakt, og at de vilkår tydeligt fremgår. Det er ærgerligt at havne i en situation, hvor man ender med at betale for et dyrt kursus, man ikke havde regnet med at betale for, når medarbejderen fratræder, inden kurset er gennemført, konstaterer hun.