-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
TEKNIQ Arbejdsgivernes direktør advarer om, at unge sparer alt for meget op til pensionen. Arbejdslivet livet har nemlig ændret sig så markant, at unge under 35 kommer til at spare op til et liv, de ikke når at leve med det nuværende system.
Administrerende direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne Troels Blicher Danielsen kom torsdag med en advarsel i Berlingske om, at de yngre generationer sparer alt for meget op til pensionen. Han kalder det nuværende pensionssystem for et generationstyveri, der går ud over de unge.
- Det pensionssystem, som vi har i dag, blev startet i 1989 og er basis for rigtig meget. Det har jeg ikke noget dårligt at sige om, men det er indrettet til en helt anden verden end den, som unge under 35 år kommer til at opleve, når de går på pension, siger Troels Blicher Danielsen til Berlingske.
Han påpeger, at mange kommer til at skulle arbejde i halvtreds år, og ikke i 40 år, som systemet er indrettet til.
- Det betyder, at de skal spare op i utroligt mange år til et liv, de formentlig aldrig kommer til at leve. For de skal højst sandsynligt som i Japan bare arbejde og arbejde. Det kan man ikke udelukke, siger Troels Blicher Danielsen til Berlingske.
Han pointerer vigtigheden ved, at pensionssystemet passer til det samfund, vi lever i. Og at man ved at lade stå til ender med et pensionssystem, der bliver et generationstyveri i forhold til de yngre generationer, der kommer til at arbejde så længe, at de ikke kan nå at bruge al deres opsparede pension.
- Det er med pensionssystemer ligesom med gamle biler, at hvis du ikke vedligeholder dem, så går de i stykker. Min påstand er, at hvis det her system skal fungere i 2070 og 2080, og der fortsat skal være folkelig opbakning, så skal vi holde det ved lige, siger Troels Blicher Danielsen.