-
El
-
VVS
-
Industri
En digital løsning til systematisk vedligehold af maskinparken har givet Sabro A/S store besparelser. Pengene er især sparet på indkøb af reservedele til støberiet, oplyser CBRE Intego, som har leveret løsningen.
Jernstøberiet Sabro i Hornslet valgte for to år siden at alliere sig med den tekniske servicepartner CBRE Intego, der har udviklet en app-baseret løsning til at strukturere vedligeholdsopgaver med henblik på at forebygge unødige og dyre nedbrud. Nu ser virksomheden gevinsterne heraf.
En helt ny opgørelse fra Sabro viser nemlig, at virksomheden efter blot to år har haft en markant besparelse på indkøb af reservedele samt højnet oppetiden betydeligt – og derudover har virksomheden nedbragt mængden af overarbejde og dyre følgevirkninger af nedetid. Det oplyser CBRE Intego i en pressemeddelelse.
Digital i stedet for Post-It
- Vi benyttede os i mange år af gule post-its til at holde styr på vedligehold af maskiner, og når en maskine brød sammen, fik vi den repareret. Men det betød også, at det eksempelvis kunne gå i glemmebogen at få rengjort eller skiftet olie på en maskine – og den slags manglende vedligehold kan føre til, at maskinen potentielt set står stille i flere dage, mens reservedelene bliver hentet hjem, fortæller Torben Andersen, som er produktionsleder hos Sabro.
Med løsningen CBRE Intego har Sabro fået en app, der er baseret på de nyeste teknologier, og som hver enkelt medarbejder nemt kan tilgå med deres telefon, mens der i øvrigt også er en skærm med systemet på lokationen.
- Med appen har Sabro også fået en platform til at indsamle historik på maskinerne. Derudover er det smarte ved appen, at den kan anvendes til at registrere data om maskinernes vedligehold – og den data kan bruges til at vejlede i optimering af komponentens levetid samt oplyse om kommende vedligeholdsopgaver, så det bliver gjort i tide – og det er klart mere fordelagtigt end at vente til, at maskinen bryder sammen, forklarer salgschef i CBRE Intego, Torben Pedersen.
Data i spil
Omtrent halvdelen af virksomhedens produktionsapparat er indtil videre registreret i systemet, og det er planen, at de øvrige maskiner ligeledes skal implementeres på sigt. Og på længere sigt forventer Torben Andersen, at man i virksomheden vil benytte data fra appen til at vurdere, hvornår en maskine rent investeringsmæssigt skal udskiftes fremfor at blive repareret:
- Der er et uudnyttet potentiale i appen, som vi gerne vil bringe i spil på lidt længere sigt. Det drejer sig om at bruge data og historik på de enkelte maskiner til også at træffe beslutninger om, hvornår det ikke kan betale sig at skifte reservedele på en maskine længere, men hvor vi i stedet bør se os om efter en ny maskine, siger Torben Pedersen.