-
El
-
VVS
-
Industri
Fra den 1. januar 2024 skal alle danske virksomheder med en omsætning på over 300.000 kroner bogføre digitalt. De digitale bogføringssystemer skal leve op til nogle krav, som gør det muligt at automatisere bogføringsprocesser - og som skaber større sikkerhed for korrekt bogføring.
Men loven giver de mindre virksomheder god tid til at komme godt i gang med nye rutiner, som vil give dem en markant tidsbesparelse, når bogførings- og regnskabsprocesserne digitaliseres: Tidligst i 2024 skal de første virksomheder benytte et digitalt bogføringssystem for at leve op til kravene i den nye bogføringslov.
-Det skal blive nemmere at indberette data til offentlige myndigheder, end det er i dag. Det mener vi, at krav om digitale bogføringssystemer kan bidrage med. Langt de fleste af vores medlemmer benytter allerede i dag digitale bogføringssytemer – og dem der ikke allerede gør, vil nok få gavn af at hoppe på den digitale bølge. Men det kan tage tid at omstille sig, derfor er det fornuftigt at indlægge en omstillingsperiode ind i aftalen om ny bogføringslov, siger politisk konsulent Kristina Westerberg Thomsen fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Hvad er digital bogføring?
Et digitalt bogføringssystem letter virksomhedernes administrative arbejde ved at hjælpe med at holde styr på indtægter, udgifter, moms, bilag og ubetalte regninger osv. Systemet understøtter automatisk og korrekt bogføring af udgifter og indtægter, gemmer bilag og øvrigt bogføringsmateriale på en sikker måde og kan sende og modtage e-fakturaer.
Der findes mange forskellige digitale bogføringssystemer på markedet, som kan håndtere alt lige fra den selvstændige virksomhedsejer med få kunder, til store komplekse systemer, der er integreret med virksomhedens lønsystemer, webshop og lagerstyring.
Vigtige datoer
Der er en række datoer, som er vigtige at lægge mærke til for en virksomhed. Erhvervsstyrelsen har lavet denne oversigt:
- Bogføringsloven træder i kraft 1. juli 2022. Det gælder dog ikke for reglerne om digital bogføring.
- Forventeligt 1. januar 2023 træder regler om krav til digitale bogføringssystemer i kraft, med en overgangsperiode for eksisterende systemer.
- Forventelig i løbet af 2023: Udbydere af regnskabs- og bogføringssystemer skal anmelde deres systemer til Erhvervsstyrelsen for at blive registrerede.
- Tidligst januar 2024: Virksomheder med pligt til at indberette årsrapport til Erhvervsstyrelsen skal bogføre via et digitalt bogføringssystem.
- Tidligst januar 2026: Virksomheder, der ikke har pligt til at indberette årsrapport til Erhvervsstyrelsen, og som har en årlig nettoomsætning på over 300.000 kroner, skal bogføre via et digitalt bogføringssystem.