-
Industri
Helena og Kimmie er helt nystartede lærlinge på SteelXperts. Begge er vilde med TIG-svejsning og glæden ved det flotte resultat. Og så føler de sig godt taget imod af mændene.
-Alle mine venner har syntes, at det lyder fedt og sejt, når jeg fortæller, at jeg er i lære som smed. Jeg er ligeglad med at blive beskidt. Men faktisk bliver man ikke ret beskidt her, hvor vi arbejder med rustfaste materialer. Det sviner ikke nær så meget som sort smedearbejde, siger Helena Soosaar.
Det er blot en uge siden, at hun startede som lærling hos SteelXperts, da vi møder hende og kollegaen Kimmie Illes. Kimmie har været halvanden måned på virksomheden. Begejstringen lyser ud af begge de to unge kvinder i arbejdstøjet med virksomhedens logo.
-Det er mega fedt at være i lære her. Vi er straks med i et team om en opgave. Der bliver ikke talt ned til os som lærlinge. Der er ikke en masse dårlige lærlingeopgaver. Der er masser af frihed under ansvar. Jeg elsker det her sted, siger den 24-årige Kimmie Illes.
Golf til fritiden
Hun holder af at renovere biler derhjemme i fritiden, men kombinationen med livet som mekaniker-lærling blev for meget. Nu hører et par gamle Golf derhjemme til fritiden – og så trækker smedefaget i arbejdstiden.
-Min mor syntes, at jeg skulle blive audiolog og arbejde på sygehuset. Men det her fag er det helt rigtige for mig. Her på SteelXperts vil jeg have min uddannelse – og meget gerne arbejde som svend bagefter. Og vi bliver ikke mere beskidte her, end at vi kan tage videre fra arbejde til noget andet i fritiden, siger Kimmie Illes.
Overrasket mor
Den 18-årige Helena Soosaar har valgt EUX, så hun får en gymnasieuddannelse samtidig.
-Min mor blev noget overrasket, da jeg valgte smedeuddannelsen. Men for hende var det bare vigtigt, at jeg elsker min uddannelse. Efter smedeuddannelsen kunne jeg måske gå efter at blive ingeniør. Så ved jeg jo, hvad der kræves af en tegning i produktionen. Mulighederne er der, og jeg kan faktisk også godt lide det boglige, siger Helena Soosaar.
Kæresten derhjemme er elektriker. Han undrer sig mere over, hvordan Helena kan blive smed uden at kunne lide at drikke øl…
Helena Soosaar
18 år
EUX – rustfast smed
Yndlingsværktøj: tig-svejseren
Kimmie Illes
24 år
Uddannet hestemassør
EUD – rustfast smed
Yndlingsværktøj: Vinkelsliber