-
El
-
VVS
Efter at have været ude i kulden nogle år er udskiftning af fyret igen med i top fem over de mest populære renoveringer i danskernes boliger, viser ny undersøgelse.
I øjeblikket er varmepumpe-markedet glohedt på grund af store tilskudspuljer, men allerede sidste år var der godt gang i udskiftningen af landets olie- og naturgasfyr. Det viser Bolius’ årlige boligundersøgelse, som sætter danskernes boligvaner under lup.
2020-undersøgelsen er for nylig offentliggjort men bygger på besvarelser fra 2019, og dermed før der er i oktober i år for alvor blev lukket op for sluserne til tilskudspuljerne. Alligevel er der en fremgang at spore, hvis man zoomer ind på udskiftning fyr, som igen er tilbage i top fem over de mest populære energirenoveringer. Sidste gang var 2018-undersøgelsen, men før det skal man helt tilbage til 2014 for at finde udskiftning af fyr blandt de mest populære energirenoveringer.
Læs også: Klimaplan sætter fart på udfasning af oliefyr
Den nye undersøgelse peger samtidig på, at københavnerne er mest vilde efter at få ny varmekilde. I hovedstadsområdet var det hele 11,4 procent af boligejerne, der gik i gang med det sidste år. Til sammenligning var det 3,7 procent blandt boligejere i byer med mellem 50.000 og op til 500.000 indbyggere.
I toppen af listen finder man i øvrigt udskiftning til energiruder, som en solid førsteplads skarpt efterfulgt af nye termostater og ny hoveddør. Sådan har billedet set ud siden 2015, viser sammenligning mellem de årlige undersøgelser.
Varmer motivationen op
Samtidig er det interessant at se, hvordan økonomien stadig fylder meget blandt kunderne. Bare slet ikke lige så meget som tidligere. I 2014 satte 67 procent kryds ud for økonomien som det, der motiverer dem til energirenoveringer. Det er siden faldet støt til 41 procent og ligger derfor på niveau med punktet ”Bedre komfort og indeklima”.
Læs også: Tilskudsfest synger på sidste vers i år
Det bliver interessant at se om næste års undersøgelse kommer til at afspejle den store søgning mod tilskudspuljerne til varmepumper og andre energirenoveringer. Efter 14 hektiske dage i oktober meldte Energistyrelsen ud, at dette års pulje på 245 millioner kroner med stor sandsynlighed var opbrugt.