-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
I Rødekro er Kent Nielsen fra VVS SYD godt træt af de administrative byrder og bøvl. De føles nyttesløse, og holder ham væk fra sit egentlige arbejde. Og direktøren frygter, at færre svende vil starte virksomhed fremadrettet.
Torsdag offentliggjorde TEKNIQ Arbejdsgiverne en ny analyse, der viser, at hele 77 procent af medlemsvirksomhederne ser mængden af administrative byrder som værende stigende. En af dem, der oplever byrdestigningen og de medfølgende konsekvenser, er direktør Kent Nielsen i VVS SYD.
- Jeg sidder og bruger min arbejdsdag på underlige opfundne opgaver uden noget formål i den virkelige verden. Bare se på idéen om registrering af brugere af motorkøretøjer. Jeg bliver så træt, at der slet ikke er kaffe nok. Der blev de heldigvis klogere, men det er jo blot ét eksempel på byrder for byrdens skyld, siger Kent Nielsen, direktør i VVS SYD.
Han vurderer selv, at han bruger omkring tre timer dagligt på meningsløse registreringer. Timer han kunne bruge på sin virksomhedsdrift i stedet.
”De bliver væltet omkuld”
Hans største bekymring går dog ikke på egne frustrationer. Han frygter effekten af mængden af administrative opgaver på ungdommens lyst til at starte egen virksomhed.
- De unge svende kommer ikke til at have lyst til at blive selvstændige fremover. Og hvis de tør at tage springet, så får de et chok over bunken af administrative byrder, der venter dem, og som vælter dem omkuld, siger Kent Nielsen.
Dokument på dokument
Der vil komme til at mangle nye kræfter i det tekniske erhvervsliv, samtidig med, at de gamle falder fra i takt med, at ”arbejdet udover arbejdet” bliver for stort, vurderer den erfarne direktør. Han kender til flere kollegaer, der har fået nok - og stempler ud. Selv har han besluttet sig for ikke at tage opgaver ind, der kræver mere dokumentation. Sønderjyden er ikke modstander af dokumentation generelt, men det må bare aldrig blive dokumentation for dokumentationens skyld.
- Der bliver konstant stablet ovenpå med nye registreringskrav, og jeg kan bare ikke se meningen med det. Jeg savner konkrete grunde til og effekter af kravene – og en klar konsekvens, hvis man ikke kan overholde det. Ellers ender det med, at man spilder sin tid på ligegyldigheder, mens andre springer over, hvor gærdet er lavest, siger Kent Nielsen.