
Jimmi Bønnelykke kan nu både kalde sig elinstallatør og modtager af TEKNIQ Arbejdsgivernes Installatørpris. Uddannelsen har åbnet for en ny karrierevej i den grønne sags tjeneste.
Den 42-årige elektriker Jimmi Bønnelykke fra Kalundborg har taget et vigtigt skridt mod at fremtidssikre sin karriere ved at uddanne sig til elinstallatør og søge mod en branche i rivende udvikling. Udover at gennemføre deltidsuddannelsen med et snit på næsten 11, kan han også bryste sig af at være modtager af Installatørprisen. TEKNIQ Arbejdsgiverne uddeler prisen til dimittender, der udmærker sig på installatøruddannelserne. Det er ikke en pris, som man kommer sovende til. Især ikke hvis man, ligesom Jimmi Bønnelykke, tager uddannelsen på deltid og samtidig skal passe sit job.
- Det betyder meget at modtage prisen efter to år med intenst arbejde og hårdt slid. Jeg er stolt og glad for det skulderklap, det er at modtage prisen, siger Jimmi Bønnelykke, nyuddannet elinstallatør.
Ny karrierevej med grønt aftryk
Jimmi tog uddannelsen online og på deltid på Erhvervsakademi SydVest i Odense, hvilket gjorde det muligt for ham at balancere studiet med arbejde og familie i Kalundborg-området. Som afdelingsleder i Eiland Elinstallation A/S har han kunnet bruge sin mangeårige erfaring som elektriker, men også oplevet de udfordringer i hverdagen, hvor ekstra læring har kunnet forbedre hans faglighed. De ekstra færdigheder er ikke det eneste, Jimmi Bønnelykke har taget med sig fra installatøruddannelsen. I arbejdet med projekter er han blevet inspireret til at gå nye veje. Det betyder, at han 31. maj tiltræder som medejer i JK Energi.
Kalundborg kommune forbliver dog en konstant. Her har han arbejdet og boet i over 25 år, og når han skifter spor, ændrer det sig ikke. Tværtimod kommer han til at kunne cykle til sit nye arbejde og de nye faglige udfordringer og ambitioner.
- Den viden jeg tager med mig fra studiet, har en hel anden tyngde, der kommer mig til gavn i det næste skridt i min karriere, og bliver en fremtidssikring for mig. Der er fuld gang i den grønne omstilling, og når man som jeg vil arbejde med at få integreret varmepumper og solceller i elnettet, så er det et must at være installatør, siger Jimmi Bønnelykke.
TEKNIQ Arbejdsgiverne ønsker, at Installatørprisen skal være med til at sætte fokus på uddannelserne, da et højt vidensniveau i branchen er nødvendigt for at drive udviklingen af samfundet i den rigtige retning.
- Med de mange opgaver, der venter ude i branchen, f.eks. i forhold til den grønne omstilling, digitalisering og ny teknologi, så har installationsbranchen brug for alle gode hoveder og dygtige hænder. Der vil kun blive endnu større brug for dem i fremtiden, siger Tina Voldby, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Jørn Tønnes, regionsdirektør i Bravida Danmark, holdt tale til dimittenderne og overrakte prisen til Jimmi Bønneløkke. Han lagde vægt på, at det har krævet stor viljestyrke og dedikation fra dimittenderne, som har gennemført uddannelsen på deltid ved siden af deres almindelig arbejde. Han fremhævede også, at det er vigtigt med fagligt dygtige elinstallatører i en meget ambitiøs og dynamisk branche i fuld udvikling.