-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Administrerende direktør i Telesikring A/S, Anett Egsgaard, har fået en temapris for sin tillidsbaserede ledelsesstil i konkurrencen om at blive årets ejerleder.
For tre år siden overtog Anett Egsgaard direktørstolen i familievirksomheden Telesikring A/S. Siden har hun arbejdet stenhårdt på at ændre kulturen fra kontrol til tillid. Netop det arbejde er hun nu blevet hædret for med temapris for tillidsbaseret ledelse.
- Der er mange måder at få anerkendelse på, men den her er den bedste anerkendelse, jeg kan få i forhold til det, jeg arbejder på, siger Anett Egsgaard.
PwC uddeler prisen i den landsdækkende konkurrence om at blive kåret som ’Årets Ejerleder’ under temaet ’talent og tillid’. På den baggrund blev Anett Egsgaard kåret som vinder af temaprisen i Region Sydjylland:
- Anett leder sin virksomhed og sine medarbejdere med mod, hjerte og hjerne. Hun har radikalt ændret den organisatoriske struktur og ledelsesstil i Telesikring. Tillid og sårbarhed kendetegner både Anetts måde at lede på, men udgør også de grundlæggende værdier i virksomheden, udtalte Palle H. Jensen, partner i PwC i Esbjerg, i sin begrundelse:
- Det er anerkendelsesværdigt at se, hvordan Anett med sin person og ageren har opnået så flotte resultater både finansielt, men særligt i forhold medarbejdernes udviklingsmuligheder, trivsel og tilfredshed samt hendes evne til at fastholde og tiltrække nye talenter.
Smitter af på overskuddet
Anett Egsgaard er virkelig glad for den titel, da det er en af hendes store mærkesager at slippe kontrollen i sin daglige ledelse og på den måde give medarbejderne større mulighed for at udvikle deres talent.
- Jo mere tillid, man får, jo færre fejl laver man. Det giver en tro på, at man godt kan, og man får tænkt hele vejen rundt om en løsning. Folk taler med hinanden, og der er en åbenhed om, at man gerne må give udtryk for, at der er noget, man ikke helt har styr på. Før i tiden ville man være mere nervøs for det, siger Anett Egsgaard.
Det er ikke bare noget, der foregår i hendes eget hoved. Det er også den melding, hun får fra medarbejdere, der har været hele vejen gennem opstillingsprocessen. Og endelig kan hun se, det virker, når hun ser på regnskaberne.
- Jeg ved, at det virker, da jeg kan se det i tallene. Økonomien på de enkelte projekter er blevet bedre. Der er en bedre dækningsgrad, hvilket også afspejler sig i regnskaberne, siger Anett Egsgaard.
Den landsdækkende finale i 'Årets Ejerleder' blev uddelt torsdag den 17. november. Årets Ejerleder blev Layland Barker fra Titan Containers A/S, mens Per Kirchner fra konsulenthuset Novicell løb med prisen som Årets Temaprisvinder.