-
Industri
Det er vores dygtige industriteknikere og smede, som hver eneste dag gør et kæmpe stykke arbejde med at implementere nye teknologier samt skabe forbedringer af eksisterende produkter og løsninger. Derfor skal politikerne blive langt bedre til at tænke industriens funktion ind i den grønne omstilling. Læs fælles Børsen-debatindlæg fra TEKNIQ Arbejdsgiverne og Metal.
JACOB LYDOM, INDUSTRIPOLITISK KONSULENT, TEKNIQ ARBEJDSGIVERNE
CARL EMIL LIND CHRISTENSEN, FORMAND, METAL UNGDOM
I disse år gennemgår industrien herhjemme massive forandringer. Danmark er helt med i spidsen af udviklingen med den stigende grad af automatisering af produktionsprocesserne samt den øgede brug af robotteknologi. Den overordnede tendens bag denne udvikling bliver populært kaldet for den fjerde industrielle revolution.
Vi mener derfor, at dette teknologiske paradigmeskifte rummer et enormt potentiale i forhold til at nå i mål med den grønne omstilling. Og det er her industrien herhjemme kommer ind i billedet, fordi det blandt andet er vores dygtige industriteknikere og smede, som hver eneste dag gør et kæmpe stykke arbejde med at implementere nye teknologier samt skabe forbedringer af eksisterende produkter og løsninger.
Derfor mener vi også, at politikerne skal blive langt bedre til at tænke industriens funktion ind i den grønne omstilling. For det er bydende nødvendigt, at der fra det politiske niveau gøres en aktiv indsats for at skabe de bedst tænkelige rammevilkår for industrien, så vi til fulde kan udnytte potentialet i industriens bidrag til den grønne omstilling. Politikerne kunne for eksempel starte med at afsætte flere ressourcer til at udbygge industrivirksomhedernes samarbejde med både universiteter og erhvervsakademier omkring produktudvikling.
Det er særligt vigtigt, da nye teknologier vil have afgørende betydning for at reducere landets klimaaftryk. Derudover er det vigtigt, at vi som land samtidig fastholder vores fremtrædende position i forhold til anvendelse af nye teknologier, så vi får mest muligt ud af de forretningsmuligheder denne udvikling vil bringe. Politikerne kunne med fordel gøre mere for at styrke erhvervsuddannelserne ved f.eks. at modernisere den teknologi, som lærlingene står med i det daglige. For opbygningen af de tekniske kompetencer er vigtige for den grønne omstilling.
Med andre ord er perspektiverne ved industriens bidrag til den grøn omstilling store, men det kræver også politisk vilje at få udnyttet de betingelser, den fjerde industrielle revolution stiller til industrien på en sådan måde, at disse understøtter den grønne omstilling.
Se debatindlægget i Børsen her: