-
Industri
Vidnesbyrd fra TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemmer om livsfarlige altaner på etagebyggeri giver genlyd i pressen. Underdirektør Simon O. Rasmussen har samtidig skrevet dette debatindlæg med argumenter for en regelændring i BR18.
Af underdirektør
Simon O. Rasmussen
TEKNIQ Arbejdsgiverne
I Danmark sidder der 40.000-50.000 betonaltaner på etagebyggeri, som er mere end 50 år gamle.
Når familien drikker kaffe på altanen, så holdes vægten oppe af et stykke udliggerjern, der går ind i muren. Men jernet ruster, og de glade altanejere kan ikke se udefra, om deres altan er livsfarlig at gå ud på.
Ejendom Danmark, Danske Udlejere og Teknologisk Institut har netop med støtte fra Grundejernes Investeringsfond undersøgt 100 danske altaner over hele landet. Og overraskende mange altaner er i dårlig stand.
Det har Nordjyske for nylig beskæftiget sig med i en artikel om bl.a. altanerne i Aalborg by, hvor mediehusets journalist og fotograf på en rundtur i byen kunne finde adskillige eksempler på nedbrudte, farlige altaner.
I TEKNIQ Arbejdsgiverne vil vi advare imod det fordyrende bureaukrati, der kan stå i vejen for mange af disse nødvendige udskiftninger af altaner.
Altaner er i dag klassificeret, så det kræver en certificeret statiker at levere dokumentation og papirarbejde til en kommunal godkendelse af byggeprojektet.
Det kan ved udskiftning af en enkelte altan løbe op i rådgiverudgifter 60-70.000 kroner, som Nordjyske også omtaler i sine artikler.
Det er ganske enkelt et unødvendigt økonomisk og tidsmæssigt benspænd i BR 18 fra myndighedernes side, som i sidste ende vil betyde, at mange skadede altaner vil blive hængende, selvom de burde udskiftes.
Vi har fuld forståelse for, at det er vigtigt at have præcise krav, der garanterer sikkerheden på altaner og tilsvarende bygningsdele.
Vi er ikke modstandere af skrappe sikkerhedskrav. Men hvis vi er nået til, at dokumentationskravene fører med sig, at altaner ikke bliver udskiftet, så er det bekymrende.
Vi synes i TEKNIQ Arbejdsgiverne, at politikerne skal se på de her krav igen.
De nye regler har fokus på større byggerier, men det får en uheldig konsekvens for de simple byggerier om udskiftning af en altan. Det bør politikerne tage fat på.
"Vi er ikke modstandere af skrappe sikkerhedskrav. Men hvis vi er nået til, at dokumentationskravene fører med sig, at altaner ikke bliver udskiftet, så er det bekymrende"