-
Beslagsmede
PORTRÆT: 24-årige Dea Høm ville arbejde med dyr – og startede på dyrepasseruddannelsen. Men det rette fag har jyden fundet som beslagsmedelærling hos Jesper Krogsgaard i Hirtshals. Dea er også elevrepræsentant for lærlingene på Hansenberg.
Dea er en effektiv lærling. Imens vi laver interviewet på telefonen kan jeg høre filen arbejde i hoven, og hammeren ramme sømmene i skoen. Man behøver jo ikke stoppe arbejdet, bare fordi man skal interviewes. Så må ørepropperne bare sættes i, så hænderne er frie til at arbejde videre.
-Jeg har altid godt kunne lide fysisk arbejde. Det passer bedre til mig end at sidde stille på en stol. På den måde passer arbejdet som beslagsmed rigtig godt til mig, siger Dea Høm.
En barndom med ridning endte ellers med en decideret ride-angst efter et styrt. Først som ung praktikant på en rideskole i Tyskland fik Dea taget hul på at bearbejde angsten for at sidde i sadlen. Hjemme i Danmark igen hjalp en god veninde med at slippe angsten helt. I dag har lærlingen selv to islændinge, som hun rider med fornøjelse.
Efter endt HF-uddannelse blev det til en uddannelse hos gardehusarerne i Slagelse og dermed en professionel omgang med heste, som kommer beslagsmedelærlingen til gode i arbejdet i dag.
Bidt af faget
-Egentlig troede jeg, at et fag som beslagsmed var et rent mandefag. Men jeg talte med Ebbe i beslagsmedjen på kasernen i Slagelse om jobbet. Så fik jeg en aftale med Jesper om at prøve at køre med ham nogle dage og opleve arbejdet. Så blev jeg bidt af faget, siger Dea Høm.
Et par uger senere startede hun som lærling hos Jesper Krogsgaard i Hirtshals, og i dag er hun i gang med sit andet år i faget. Dea trives, når der skal nørdes med en hest. Det er spændende at finde den rette sko og få den rettet til lige til den enkelte hest – og så se resultatet for hesten ved næste skoning.
-Jeg har helt sikkert fundet den rette hylde. Jeg skulle lige over planer om at blive dyrepasser og veterinærsygeplejerske, før beslagsmede-tankerne dukkede op. Det fag har jeg ikke fortrudt et sekund, siger Dea Høm.
Elevrepræsentant
I Nordjylland er størstedelen af kundernes heste islændinge, der skal have hovene plejet og nye sko sømmet på. En god dag på jobbet er en dag, med søde og rare heste, som ikke laver for meget besvær under arbejdet i stalden. Kombinationen med at have et fysisk arbejde og så arbejde med dyr er helt perfekt for den unge lærling.
På Hansenberg er Dea blevet valgt som repræsentant for sine omkring 35 kolleger som beslagsmedelærlinge i Danmark. Det er hendes opgave at bringe forslag, kritik eller ideer omkring uddannelsen videre til ledelsen på skolen i Kolding.
-Jeg er rigtig glad for at være i lære. Hvad det skal ende med efter svendebrevet, har jeg slet ikke tænkt på endnu. Jeg koncentrerer mig om at lære faget lige nu, siger Dea Høm.