-
El
-
VVS
Langt de fleste danskere er åbne overfor muligheden for at skifte til en varmepumpe, men udgiften afholder mange fra at omsætte de grønne ambitioner til handling. Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Det er ikke lysten, der mangler, når danske boligejere bliver spurgt, om de vil udskifte træpille-, naturgas- eller oliefyr med en varmepumpe. Ifølge en ny befolkningsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne og YouGov, er det kun 15 procent af de adspurgte olie-, træpille- eller naturgasfyrsejere, som ikke er interesserede i at skifte til en varmepumpe.
Men det kniber med at forvandle de grønne ønsker til handling. Og det er især økonomien, der er problemet. Når boligejerne svarer på, hvad der skal til for at få dem til at skifte til en varmepumpe, er det en mindre pris på selve varmepumpen (37 procent) og på installationen (36 procent), der topper svarlisten, skarpt forfulgt af muligheden for højere tilskud (25 procent).
– Det understreger bare, at vi som boligejere har en tendens til at kigge på prisen her og nu frem for at overveje de store og langtrækkende besparelser, man kan opnå ved at udskifte eksempelvis et oliefyr med en varmepumpe, siger Simon O. Rasmussen, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Stort potentiale
– Men det er både naturligt og forståeligt, at mange kigger på prisen for varmepumpeinstallationen. En luft-vand-varmepumpe koster typisk omkring 100.000 kroner, og det er en betydelig investering for de fleste. Men faktisk vil udskiftningen oftest have tjent sig ind på under ti år, og er dermed en rigtig god forretning, siger Simon O. Rasmussen.
Skal det lykkes i højere grad at få danskerne til at åbne deres hjem for varmepumper, er der ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne brug for både at anvende stok og gulerod.
– Danmark når ikke i mål med en 70 procents reduktion af CO2-udledningen, uden at vi massivt udfaser de fossile brændsler i vores bygningsopvarmning – men den udskiftning kommer ikke af sig selv, siger Simon O. Rasmussen.
Derfor mener han, der skal tages skridt til et stop for nye oliefyr hurtigt.
– Vi bør lægge en plan for udfasningen af de tilbageværende oliefyr, som giver disse bygningsejere en rimelig tidshorisont til at finde et grønt alternativ. For langt de fleste vil det alternativ være en varmepumpe, siger Simon O. Rasmussen og fortsætter:
– For bygningsejere med naturgasfyr er det knap så ligetil. Gassen er billig, og ejere af gaskedler opnår derfor en mindre økonomisk gevinst ved en udskiftning. Samtidig er det endnu uafklaret, om grøn biogas kommer til at spille en rolle i bygningsopvarmningen fremover – i så fald kan gaskedler jo anvendes uforandret. Gassens rolle overvejes i øjeblikket politisk, og beslutningen haster, fordi den har stor betydning for gaskunderne og for den grønne omstilling, siger Simon O. Rasmussen.
Brug for stærkere tilskudsordninger
– Et godt eksempel er Håndværkerfradraget, som er uambitiøst i sin nuværende form. Hvis fradraget skal flytte noget i den grønne omstilling, skal det fradragsberettigede beløb hæves mærkbart, ligesom hele ordningen bør justeres, så man også kan få fradrag for materialepriserne og ikke kun som i dag for håndværkernes arbejdsløn. Man kunne samtidig give mulighed for at overføre ubrugte fradrag fra år til år, så man kan spare op til de dyrere tiltag, siger Simon O. Rasmussen.