-
El
-
VVS
De danske særregler for mængden af kølemiddel i varmepumper giver installatørerne unødvendigt bøvl og forbrugerne færre valgmuligheder, når de vil udskifte oliefyr eller naturgas med en varmepumpe.
Der er fart på varmepumpemarkedet i øjeblikket, men udviklingen kunne ifølge Dansk Industri og TEKNIQ Arbejdsgiverne gå endnu hurtigere, hvis ikke det danske marked var underlagt en række særregler.
De danske regler, der hører under Beskæftigelsesministeriet, betyder for eksempel, at du skal være uddannet kølemontør, hvis du skal installere en varmepumpe, som indeholder mere end 2,5 kilo kølemiddel, mens EU-reglerne lægger snittet ved tre kilo. Cirka 4.000 danske virksomheder har mulighed for at installere varmepumper med mindre end 2,5 kg kølemiddel, mens det kun er omkring 200 virksomheder, der må installere varmepumper med mere end 2,5 kg kølemiddel.
Det er problematisk, mener Simon O. Rasmussen, der er underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
[caption id="attachment_49430" align="alignright" width="390"] Indehaver af Vejrhøj Energi & VVS Jens Christiansen er en af de installatører, som meget gerne ser, at Danmark dropper de nationale særregler, når det gælder varmepumpernes kølemiddel.[/caption]
– Vi har stor respekt for kølemontørernes faglighed, og sikkerheden skal være i orden, men her taler vi om et særkrav, som kun eksisterer, fordi Danmark endnu ikke har implementeret de EU-regler, som vi er forpligtet til at følge. Det lyder måske ikke som den store forskel, men en varmepumpe, der erstatter et olie- eller gasfyr, indeholder typisk to til tre kilo kølemiddel og vil derfor ofte ramme 2,5 kilo-loftet i de danske regler. I praksis betyder det, at boligejere får langt færre valgmuligheder – til skade for både pris og konkurrence.
Hos Dansk Industri er man også bekymret over, at de danske særregler kan blive en bremseklods for omstillingen til grønnere opvarmning.
– De danske særregler betyder, at det er mindre attraktivt at markedsføre produkter med mellem 2,5 og tre kilo kølemiddel her i landet. Dermed bliver udvalget af varmepumper begrænset for både kunder og virksomheder. Samtidig er det et dansk særkrav, som ikke er hverken begrundet i miljø- eller sikkerhedsmæssige hensyn, siger Troels Ranis, der er branchedirektør i DI Energi.
Unødvendigt
Jens Christiansen, som driver Vejrhøj Energi & VVS i Hørve, så også meget gerne, at de danske særregler bliver ryddet af vejen.
– Jeg sælger varmepumper, der passer til folks huse, og hvis det for eksempel er en jordvarmepumpe, som indeholder 2,9 kilo kølemiddel, så er jeg nødt til at samarbejde med et kølefirma. Det gør processen dyrere og mere omstændelig – og der er jo en del produkter på markedet, som indeholder mellem 2,5 og tre kilo kølemiddel, siger han.
Danmark er ellers forpligtet til at følge de europæiske regler og grænser men har altså endnu ikke fået indført den forordning, som skal sikre harmonisering af reglerne for håndtering af kølemidler på tværs af EU-landene.