-
El
-
VVS
-
Industri
Fem firmaer er gået sammen om at udvikle en flydende substation til verdensmarkedet, som skal kunne sende strøm fra flydende vindmøller ind til land. Semco Maritime, Aalborg Universitet og Energy Cluster Denmark er blandt deltagerne.
60-80 procent af verdens have, som er egnede til vindenergi, ligger på så dybt vand, at man ikke kan opsætte fremtidens enorme havmøller med fundament i havbunden. Når dybden er over 60 meter, så skal der et flydende fundament til. Det kræver også en flydende substation, som fem aktører med 20 års erfaring fra havvind er ved at udvikle.
Projektet har netop nu modtaget støtte fra Energy Technology and Demonstration Program (EUDP). Den flydende substation bliver helt afgørende i udviklingen af havvind i de kommende årtier, når områder længere og længere fra verdens kyster skal udvikles.
Den normale teknik i en substation kan ikke bare placeres på en ny type platform, der gynger på åbent hav. Alt skal tilpasses en situation, hvor al teknologi er i konstant bevægelse.
- Vi er meget begejstrede over at kunne arbejde med dette teknologiske gennembrud, der skal sikre en driftsikker flydende substation, der kan sendes ud på et globalt marked efterfølgende, siger Tommy Flindt, Senior Director of Technology ved Semco Maritime i Esbjerg.
Navnet er FOSS
Projektet går under navet FOSS (floating offshore substation) og har ud over Semco Maritime, ISC Consulting Engineers, Aalborg Universitet, Energy Cluster Denmark og Inocean som deltagere. I halvandet år er der forsket og lavet test af teknologien på Aalborg Universitet. Aktørerne forventer ifølge EnergyWatch at skulle levere 15-20 substations de kommende ti år.
- Med de nye fondsmidler kan vi tage det flydende substation koncept det næste afgørende skridt. Vi har sammen med SEMCO og Inocean udviklet en substation baseret på viden og erfaring fra 50 offshore substations. Vi er sikre på, at dette team vil kunne levere en konkurrencedygtig flydende substation til verdensmarkedet, siger Andreas Laungaard, Vice President, Renewable Energy i ISC Consulting Engineers.
Flydende fundamenter
Vindenergi på store havdybder kræver enorme flydende fundamenter. Den teknologi udvikles også i Danmark. Welcon i Give er både aktionær i udviklingsvirksomheden bag projektet – Stiesdal A/S – og producent af de stålelementer, der indgår i det flydende fundament. Projektet har navnet TetraSpar.
Den 166 meter høje mølle blev her samlet på det flydende fundament med en landbaseret kran. Shell, RWE og TEPCO RP er også partnere i projektet, der sejles ud til Marine Energy Test Center ud for Stavanger i Norge, hvor fundamentet er i test.