-
El
-
VVS
-
Industri
Nordjyske DVI Energi vil ud på eksportmarkedet med dansk design og dansk kvalitet inden for varmpumper. Første eksportopgaver har været højt imod nord til Færøerne og Island. Nu sigtes der imod markeder imod syd.
- Dansk design og dansk kvalitet har et godt rygte i Europa. Derfor vil vi gerne prøve vores varmepumper af på nogle markeder de kommende år. Vi har et produkt med en holdbarhed, der kan tåle de hårdeste forhold i naturen, siger Anders Jeppesen, der har ansvaret for salg hos DVI i Skørping, som sælger high end varmepumper til villaer og store anlæg til industri og store bygninger.
De første varmepumper blev sendt til Færøerne, da en lokal installatør fra Viborg flyttede derop. Hans kendskab til DVI-pumperne resulterede i eksportordrer. Nu skal der også leveres et større anlæg til et hotel på Island.
Seneste tiltag rettet imod eksportmarkedet er en Keymark certificering af DVI’s produkter samt produktionen i Skørping, hvor auditorerne var på krævende gennemgang. Keymark-stemplet er en forudsætning på det europæiske marked for at kunne opnå offentlig tilskud til køb og etablering af en varmepumpe.
- Vi vil meget gerne ind på det tyske marked. Her er der interessante tilskud på helt op til 70 procent af udgifterne ved overgang til varmepumper. Med dansk kvalitet tror vi på gode muligheder med vores certificeringer på et så gennemreguleret marked som det tyske, siger Anders Jeppesen.
Det østeuropæiske marked er et andet interessant område at få hul på. Rumænien er udvalgt som testland i DVI’s eksportstrategi.
DVI's varmepumper er lydsvage og miljøvenlige i et dansk design - det skal sælge på eksportmarkedet
Villa-varmepumpen
-
Dansk design
4 kW til 20 kW modeller
Standardkomponenter fra Grundfos, Danfoss, Alfa Laval etc.
Fremstillet i søvandsfast aluminium
Vandret ventilator
Støjsvag
Kølemiddel: Propan (R290)