-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
-
Industri
De første beboere er rykket ind i Danmarks første håndværkskollegie i Horsens, og flere lignende kollegier er på vej. Målet er at skabe attraktive uddannelsesmiljøer, som kan inspirere flere unge til at gå en faglært vej.
I Horsens er de allerede i mål, og i Herning og Roskilde er de godt på vej med byggeriet af håndværkskollegier, der skal sikre gode rammer og leveforhold for unge på erhvervsuddannelserne.
Det er svært at få unge til at gå den faglærte vej. Det er desværre et faktum som det tekniske erhvervsliv lider under i form af manglen på kvalificerede medarbejdere. Heldigvis er der aktører som f.eks. Fonden for Håndværkskollegier, der aktivt er med til at fremme erhvervsuddannelser.
- Det er et fantastisk initiativ, der kan være med til at få flere til at vælge en erhvervsuddannelse i fremtiden, når de får samme mulighed som de unge på de videregående uddannelser. Det er meget positivt, at man giver lærlingene rammer og boliger af høj kvalitet, der både styrker uddannelsesmiljøet og den faglige udfoldelse, siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Lær og lev med stil
Håndværkskollegier viser vejen for faglærte uddannelsesmiljøer ved ikke bare at tilbyde lækre boliger, men at kombinere det med mentorer, værksteder og fællesaktiviteter. Den tilknyttede mentorgruppe består af dygtige håndværkere, der agerer rollemodeller og er faglige sparringspartnere for kollegiets beboere. Målet er, at håndværkskollegiet skal være mere end et sted at bo, så fremtidens håndværkere får en unik læretid, mens de bor på kollegiet.
- Vores store ambition og forhåbning er, at vi kan skabe et attraktivt ungdomsmiljø baseret på stærke sociale og faglige fællesskaber. Fremtidens danske håndværkere skal mærke, at deres fag er attraktive, vigtige og prestigefulde. Håndværkskollegierne bliver en vigtig del af at styrke den følelse og bidrage til fællesskab og trivsel på uddannelserne og i sidste ende få flere unge til at vælge en håndværksuddannelse, siger kollegiedirektør i Fonden for Håndværkskollegier, Anne Sophie Madsen.
De første beboere er allerede flyttet ind i Horsens, men det er stadig muligt at få plads, hvis man er i alderen 18-28 år, under uddannelse i et håndværksfag og har minimum et år tilbage uddannelsen.
Fremvisning af et af de tilhørende værksteder som beboerne på håndværkskollegiet får stillet til rådighed.