-
Industri
-
El
-
VVS
Mathias Rosendahl Jørgensen fra Hobro er Danmarks bedste klejnsmedlærling. Lørdag vandt smedelærlingen fra TA Stål i Hobro DM i Skills 2023 i Fredericia med en imponerende indsats over tre konkurrencedage. Mester er stolt!
- Jeg kunne godt tænke mig at lave noget offshore med de store vindmøller. Jo større - jo bedre lyder fremtidsdrømmene fra den stærke klejnsmed, der i Fredericia blev klappet på scenen af de mange hundrede tilskuere i den store messehal.
Selve prisen blev overrakt af undervisningsminister Mattias Tesfaye i et sandt lyshav af blitz fra de tilstedeværende fotografer. Blandt publikum var også en stolt mester - Thomas Andersen fra lærepladsen TA Stål i Hobro.
- Det er da kæmpe stort for vores firma, at Mathias har vundet Skills som smed. Han er en usædvanlig dygtig lærling. Når han skal arbejde med noget nyt, så sætter han sig for at lære det til bunds. Og han er bare lærenem. Og deltagelsen her på Skills har helt sikkert bare givet ham endnu mere hår på brystet, siger mester Thomas Andersen.
Og dygtige lærlinge er også populære kolleger. Mester fortæller, at Mathias bare er sådan en lærling, som alle gerne vil arbejde sammen med på grund af hans evner og energi samt personlighed.
Se video med den dygtige klejnsmed her: Video: Mød fire Skills-deltagere (tekniq.dk)
Fed oplevelse
Vinderen selv var lidt overvældet af pludselig at være hovedperson badet i blitzlys.
- Det er da vildt fedt at være Danmarks bedste klejnsmed. Men det er også grænseoverskridende. Jeg er faktisk ikke så god til at være i centrum over for så mange mennesker, lyder det med et smil fra den nye Danmarksmester, der har gået på Himmerland Erhvervs- og gymnasieuddannelser.
TA Stål er organiseret i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
- DM i SKILLS med 51.000 tilskuere i Fredericia har været et optimalt udstillingsvindue for erhvervsuddannelserne og en vigtig del af arbejdet med at få flere unge til at interessere sig for de tekniske erhvervsuddannelser, siger Tina Voldby, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
- Vi er utroligt stolte over lærlingenes præstationer inden for el, vvs, smed og industritekniker. Det er fag, der kræver, at man har både fagligt talent, teknisk snilde og evnen til at holde hovedet koldt under de meget intense konkurrencer og i en atmosfære, hvor tilskuerne hele tiden er tæt på. I år har flere af vores deltagere endda fået muligheden for at møde kronprinsen og vise deres talent frem, siger Tina Voldby.
DM i SKILLS 2023
Fredericia fra 2.2 til 4.2 2023
Over 50 konkurrencefag – herunder el, vvs, klejnsmed og industriktekniker
Afvikles hvert år – i 2023 for 11. gang
Ca 51.000 tilskuere
Web: DM i Skills 2023 - SkillsDenmark
TA Stål var til Skills i Fredericia med fire mand for at støtte deres talentfulde lærling - i midten ses mester Thomas Andersen.
Indmarch på den store scene med de andre klejnsmede-konkurrenter. Mathias går som nummer to.