-
VVS
I denne uge flytter de to store, kinesiske pandaer ind i Københavns ZOO. Men ikke kun dyrearten er noget særligt. Også de nye vandhaner på toiletterne i Pandabyggeriet er specielfremstillet til netop dette sted. Danske Damixa har nemlig specialdesignet nye berøringsfrie armaturer med ZOO-logo graveret i låget.
Det nye pandahus i ZOO er klar til sine nye beboere, og faciliteterne rundt om panda-boligen er klar til at tage imod de over 1,2 mio. gæster, som årligt besøger ZOO og selvfølgelig også forventes at lægge vejen forbi den arkitekttegnede pandabolig. Forud er gået cirka halvandet års intenst byggearbejde for at skabe et helt særligt oplevelsescenter, hvor pandaerne får en 1. klasses bolig, og gæsterne kan komme helt tæt på de sjældne dyr.
Det runde anlæg i flere etager er et imponerende syn, når man krydser ind over Verdenspladsen og skuer ned i den yin og yang-formede pandabolig. Bambus, sort og hvid er gennemgående temaer, men det samlede indtryk er bare lækkerhed fra ende til anden.
– Der er blevet kælet for detaljerne på alt fra kunstige sten med indlagt køl- og varmefunktion til de specialfremstillede armaturer på toiletterne. Anlægget er superflot, fortæller projektleder Christian Houmøller Christensen fra C5 VVS & Ventilation i en pressemeddelelse. Han har nu haft fast arbejdsplads i ZOO i et år. C5 VVS & Ventilation er stor-entreprenør på den tekniske entreprise i pandabyggeriet og har dermed ansvaret for alle de tekniske installationer; kloak, el, CTS, ventilation, isolering og VVS.
– Når jeg ser på det færdige resultat, er jeg stolt af helheden. At se anlægget fra det var et hul i jorden til nu, hvor det hele bare spiller. Selvom man hurtigt stirrer sig lidt blind på alt det ekstra og anderledes, så er det også stadig ”bare” vand og varme og ikke raketvidenskab, vi skulle have til at fungere herinde. Og det har vi løst rigtig godt.
Sorte, specialdesignede vandhaner
– I vores sædvanlige sortiment findes Damixa Free ikke i en sort variant, så derfor skulle der tænkes i nye baner. Vi har andre armatur-serier i sort, så derfor fik vi specialfremstillet sorte Damixa Free armaturer kun til Panda-huset og fik samtidig ZOO-logoet trykt på låget, som det også er i resten af haven, forklarer Claus Dennis, der er energirådgiver hos FM Mattsson Mora Group og virksomheden bag Damixa i Danmark.
– Taget i betragtning af, at dette projekt er født af Bjarke Ingels Group, er vi lykkedes med at producere en vandhane, der designmæssigt lever op til høje arkitektkrav, konstaterer han.
Damixa Free er specielt designet til hårdt beklastede områder. Armaturet er udviklet i 2016 i samarbejde med Københavns Lufthavne.