
Skal man deltage i EuroSkills? Videreuddanne sig i Danmark eller udlandet? Der kan være støtte at hente, hvis man har et uddannelsesprojekt, der trænger til et økonomisk boost. Søg inden 1. april.
Arbejdsgiverforeningens Jubilæumsfond uddeler DA’s Uddannelsespris. Prisen giver økonomisk støtte til videreuddannelse, kompetenceudvikling og dygtiggørelse. Og man kan stadig nå at ansøge indtil d. 1. april.
Hvem kan søge?
For at komme i betragtning skal man være lærling eller elev på en erhvervsuddannelse og have en læreplads. Man kan også være færdiguddannet faglært.
For at få økonomisk støtte fra Arbejdsgiverforeningens Jubilæumsfond gælder overordnet tre krav:
- Ansøgeren skal indgå i et ansættelsesforhold hos en virksomhed, f.eks. som lærling/elev, eller være ansat med en afsluttet erhvervsuddannelse
- Ansøgeren skal have relevant erhvervserfaring (for eksempel gennem en læreplads)
- Ansøgere, der alene har en gymnasieuddannelse, eller er i gang med en videregående uddannelse kan ikke modtage støtte
Hvad kan man få støtte til?
Deltagelse ved Skills mv.
Man kan søge støtte til dine udgifter, hvis du skal være med i Skills eller andre fagkonkurrencer i både Danmark eller i udlandet.
Det gælder både til forberedende aktiviteter i Danmark og udgifter til transport, ophold og kompensation for løn tabt i den periode, hvor man er væk fra sin arbejdsplads.
Videreuddannelse i Danmark eller i udlandet
Ved videreuddannelse forstås uddannelsesforløb, hvor der udstedes et uddannelses- eller eksamensbevis.
Vær opmærksom på, at studerende på de korte, mellemlange og lange videregående uddannelser ikke kan modtage støtte. Det er heller ikke muligt at modtage økonomisk støtte som supplement til SU.
Rejser og ophold i udlandet
Man kan søge om tilskud til rejser og ophold i udlandet, hvor formålet er at studere arbejdsmetoder, ledelsesmetoder eller tekniske og forretningsmæssige forhold for det private erhvervsliv.
Man kan også søge om tilskud, der kan gøre det muligt at arbejde i udlandet.
Hvordan ansøger man?
For at ansøge skal man udfylde følgende blanket. Den sendes til uddannelsespris@da.dk senest tirsdag den 1. april 2025. Modtagere af uddannelsesprisen får besked senest fredag den 11. april 2025.
Udover ansøgningsblanket, skal man ligeledes vedlægge et budget. DA ser også gerne at ansøgningen indeholder en anbefaling fra den tilknyttede virksomhed. Som arbejdsgiver kan man derfor udfylde følgende indstillingsblanket.
Bemærk, at indstillingsblanketten og budgetblanketten skal sendes sammen med ansøgningsblanketten.
-
Prisoverrækkelse
Prismodtagerne vil få overrakt prisen ved en reception i Dansk Arbejdsgiverforenings lokaler på Vester Voldgade 113, 1552 København V mandag den 28. april 2025 kl. 15.00-17.00.