
CSK Steel fra Thisted har overtaget det konkursramte HB Schack, der havde aktiviteter i både Herning og Skærbæk. Virksomheden producerer trapper, altaner, interiør og specialløsninger, men blev erklæret konkurs i Skifteretten i Herning den 23. januar.
CSK har netop udsendt en pressemeddelelse om overtagelsen:
- Det var med vemod, at vi i slutningen af januar 2025 erfarede, at HB Schack A/S var erklæret konkurs. Vi arbejdede derfor intenst på en løsning til at fastholde knowhow og produktion i området – og det er nu endelig lykkedes, udtaler Carsten S. Kristensen, administrerende direktør i CSK Steel, i en pressemeddelelse om overtagelsen.
Storkunde konkurs
En af årsagerne til konkursen var storkunden Scandi Byg gik konkurs i starten af året.
CSK Steel vil nu række ud til de tidligere kunder hos HB Schack. Det sker i samarbejde med den tidligere administrerende direktør Karsten Vang, som er blevet udnævnt til sales & project director i CSK Steels afdeling for trapper og altaner.
Genansættelser
- Jeg er både stolt og lettet over, at HB Schack nu får nyt liv i et stærkere setup sammen med CSK Steel A/S. Vi ser på fremtiden med stor optimisme og vil bygge videre på det solide fundament etableret i samarbejde med resten af CSK. Jeg håber, vi får mulighed for at genansætte mange af de dygtige medarbejdere fra HB Schack og derved fortsætte den stærke faglige kultur, vi har opbygget gennem årene, siger den den tidligere administrerende direktør Karsten Vang.
Med HB Schack har CSK Steel produktion i Thisted, Thorsted, Morsø og nu Herning og Skærbæk. Derudover har man en fabrik i Letland.
Efter udvidelsen udgør CSK's forretningsområder:
Datacenterindustri, Medicinalindustrien, Logistikcentre
Trapper, Altaner, Smedearbejder, Specialbyggerier
Stålspær til industri og landbrug