-
El
-
VVS
Hos TEKNIQ Arbejdsgiverne er der opbakning til regeringens planer om at udskyde moms og skat for små virksomheder som en hjælp til at komme gennem corona-krisen. Men samtidig opfordrer man til, at man får løst ventende eftersyn og opgaver i de offentlige bygninger, som netop nu står tomme.
Regeringen fortsætter strategien med at understøtte de danske virksomheder, der kommer i klemme i forbindelse med udbruddet af coronavirussen. Senest har man besluttet at udskyde små virksomheders betaling af moms og skat. Et initiativ, der bakkes op af TEKNIQ Arbejdsgiverne.
– Jeg synes, regeringen viser, at den tager de udfordringer, landets virksomheder står overfor, alvorligt. Det er en situation, ingen har kunnet forudse og som giver ikke mindst de små virksomheder nogle alvorlige, økonomiske udfordringer, siger Niels Jørgen Hansen, der er administrerende direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
I installationsbranchen mærker mange virksomheder allerede nu konsekvenserne af virusudbruddet.
– En del af vores medlemsvirksomheder oplevede i sidste uge, at den ene kunde efter den anden sendte vores raske medarbejdere hjem, fordi kunden var nervøs for eventuel smitterisiko. Hvilket i øvrigt er en helt forståelig reaktion i denne tid, siger Niels Jørgen Hansen.
Han understreger dog, at man hos TEKNIQ Arbejdsgiverne har et helt konkret forslag til, hvordan man, uden at gå på kompromis med hverken arbejdsmiljø eller sundhedsrisiko, kan holde gang i hjulene hos en stor del af landets installationsvirksomheder.
– Med de mange offentlige bygninger, kommunale såvel som statslige, der står tomme lige nu, er der noget nær optimale arbejdsbetingelser for at få udført de lovpligtige eftersyn samt få færdiggjort de mange igangværende arbejder, der er ude i de offentlige bygninger. Opgaver, som er bestilt, men blot venter på bliver udført, siger Niels Jørgen Hansen og uddyber:
– En sådan ”åbning” af offentlige bygninger vil sikre en del af beskæftigelsen og dermed mindske en del af behovet for nødløsninger i form af eksempelvis kompensationer, dagpenge og fordeling, siger Niels Jørgens Hansen.
TEKNIQ Arbejdsgiverne har derfor sendt forslaget til boligminister, Kaare Dybvad.