-
Beslagsmede
Smittefaren har givet de fleste beslagsmede en forandret arbejdsdag. Men de fleste virksomheder har klaret sig igennem den seneste måned uden alvorlige konsekvenser.
Sådan lyder status fra formanden for beslagsmedeudvalget – Kjetil Nygaard Hansen.
Især beslagsmede med store kunder som ridecentre har måttet omlægge deres arbejdsdage. En smed har eksempelvis fået pålagt at sko heste hver dag efter klokken 13, hvor beriderne var færdige med deres arbejde. Derved undgår smede og beridere den kontakt, der kunne give en smitterisiko. Til gengæld har smedene måttet omlægge hele deres normale arbejdsdag.
Selv har formanden mange privatkunder, og han oplever nærmest at få en mere effektiv arbejdsdag igennem den seneste måned: Mange kunder har arbejdet hjemme eller været hjemsendt. Derfor har det været nemt at få aftaler om smedearbejdet.
-Dertil kommer, at vi glider igennem trafik uden problemer – og ikke bruger tid på rådgivning og snak med ejerne i forbindelse med beskoning. Den rådgivning foregår nu på sms eller telefon i stedet. Samlet har jeg nok hentet en time på en arbejdsdag, siger Kjetil Nygaard Hansen.
Enkelte kunder har dog aflyst aftaler. Det skyldes eksempelvis kunder, der har været udsatte pga deres helbred, hvis de blev smittet med corona-virus.
-Vi er som smede jo i forvejen vant til at arbejde med smitterisiko. Hvis vi ikke passer på, så kan vi bringe herpes, ringorm og eksempelvis kværke videre fra hest til hest, hvis der skulle være et udbrud i en stald, siger formanden.
Kort efter statsministerens nedlukning af Danmark kom Dansk Rideforbund med en melding, der kunne have besværliggjort beslagsmedenes arbejde betydeligt: Forbundet anbefalede, at dyrlæger, smede og sadelmagere skulle holdes ude af staldene – og kun tilkaldes ved akut behov.
-Men den anbefaling blev heldigvis ændret kort efter. Registrerede Beslagsmede tog et initiativ, som DI og TEKNIQ Arbejdsgiverne bakkede op om. Hvis der ikke er et fornuftigt smedeinterval i stalden, så opstår der jo akutte problemer. Det blev Dansk Rideforbund overbevist om, og så ændrede de deres anbefalinger og tillod fagpersonale i stalden igen, siger Kjetil Nygaard Hansen.