-
Industri
Ordrer på kundetilpassede løfteborde er faldet markant hos virksomheden Sax Lift i Vejen. Nu satser virksomheden energien på produktudvikling, lageropbygning og digital oprustning.
Ordrer på kundetilpassede løfteborde er faldet markant hos virksomheden Sax Lift i Vejen. Men i stedet for ensidigt fokus på besparelser satser virksomheden på produktudvikling, lageropbygning og digital oprustning. Det skal gøre virksomheden klar til en ny situation efter krisen.
-Vi udviser sådan lidt teenage-trods i denne situation og fremfor at gå i sort frembringer vi et tankesæt der giver perspektiver og udvikling. Sammen med medarbejderne har vi sat os for, at vi vil vise handlekraft og vilje til at udvikle virksomheden. Vi skal være bedre, når vi når igennem denne krise, siger Jes Linnet, adm. direktør og medejer af virksomheden.
Samlet er der 21 ansatte, der arbejder i en særdeles eksportorienteret virksomhed. 85 procent af de producerede løfteborde eksporteres til Europa – overordnet set et marked hvor aktivitetsniveauet og investeringslysten er faldet.
-Heldigvis er vi kommet godt ind i første kvartal, inden coronaen ramte. Vi får stadig ordrer ind og vi har en ordrebog så vi kan holde alle beskæftigede en tid og vi har mulighed for at bygge lagre op. Det giver os fleksibilitet til at finde gode løsninger. Derfor er jeg også glad for en aftale med medarbejderne om, at vi kan lave kortere arbejdsuger fra maj såfremt der er behov herfor – og så benytte disse timer senere på året, når Europa igen efterspørger flere specialløfteborde, siger Jes Linnet.
For at undgå smittefare lavede virksomheden hurtigt to skift, der gav mulighed for at arbejde, men samtidig holde afstand. På samme måde blev pauserne delt op, så alle kunne holde afstand.
Det har givet en god stemning blandt medarbejderne, at alle faste medarbejdere har bevaret jobbet – og at tiden bruges på udvikling. Der arbejdes på nye typer af løfteborde – og en ny digital specialist er ansat for at optimere på eksisterende set-up og skabe nogle nye løsninger, som skal forbedre eksportvirksomheden.
-Medarbejderne har vist fleksibilitet – og virksomheden har vist fleksibilitet. Og sammen med fleksibiliteten er det vort fælles fokus på tillid og tryghed som er den bærende kraft og værdi i virksomheden. Vi er sammen om at bevare arbejdspladserne på denne måde, siger Jes Linnet.
Sax Lift 1.000+ standard løfteborde på lager i over 60 versioner. Derudover bygges der kundetilpassede løfteborde efter de ønsker og krav, som kunden har.
https://www.saxlift.com/dk/