-
El
-
VVS
Elektriker-lærling fra El og Teknik i Næstved og vvs-lærling fra Vestjysk Smede i Bøvlingbjerg vandt i weekenden DM i Skills i deres fag.
Efter benhård konkurrence kunne Christian Ottosen Keis fra Næstved træde op på scenen som vinder af titlen som Danmarks dygtigste elektriker-lærling ved dette års DM i Skills.
- Jeg tror ikke rigtig, det er godt op for mig endnu, hvor stort det er, det jeg lige har opnået, sagde Christian Ottosen Keis efter kåringen.
Han er til daglig i lære hos El og Teknik i Næstved på Sydsjælland, mens man skulle en tur til Vestjylland for at finde vinderen af titlen som landets dygtigste lærling inden for vvs-energispecialist. Lennarth T. Rokkjær fra Lomborg er i lære hos Vestjysk Smede, VVS, Blik A/S, og her var der også glæde at spore hos indehaveren af den nye titel.
- Det er fedt at vinde, og godt at kunne skrive på sit cv engang. Men lige nu glæder jeg mig også bare til at få den øl, de har lovet mig hele dagen, sagde Lennarth T. Rokkjær med et glimt i øjet ovenpå strabadserne.
Omkring 300 af landets dygtigste lærlinge konkurrerede i weekenden til DM i Skills for at kåre de danske mestre indenfor 49 fag i Høng-Hallen nær Slagelse. TEKNIQ Arbejdsgiverne glæder sig da også over både lærlingenes præstationer og muligheden for at vise, hvor langt man kan komme med en erhvervsuddannelse.
- Vi har virkelig savnet mesterskaberne, der er en helt unik mulighed for at vise erhvervsuddannelserne frem for fremtidens potentielle lærlinge. Vi står i en situation med mangel på lærlinge, og derfor er det afgørende, at vi med DM i Skills kan understrege de mange spændende karrieremuligheder, man får med et svendebrev i hånden, siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Ud over det danske mesterskab blev der også uddelt arbejdsmiljøpriser ved DM i Skills. Her var vinderne fra TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder:
- Elektriker: Thomas Sand Kristensen fra Brande – i lære hos A. Søndergaard A/S – går på TECHCOLLEGE
- Vvs-energispecialist: Lasse Green Laumann fra Valby – i lære hos Bravida Danmark – går på RTS
Cirka 67.000 gæster besøgte årets udgave af DM i Skills de tre dage, mesterskaberne strakte sig over.