-
El
-
VVS
I ugen efter påske går det løs med første ud af i alt tre ansøgningsrunder i år til Bygningspuljen. Tilskuddene skrumper dog samtidig, oplyser Energistyrelsen.
Efter påske er det med at have taste-fingrene klar. På det tidspunkt går det løs med første ud af i alt tre ansøgningsrunder til Bygningspuljen, der giver tilskud til varmepumper og andre energirenoveringer i danske hjem. Sidste år måtte tre ud af fire se langt efter tilskuddet, som blev revet væk på bare fire dage, efter puljen åbnede.
Det førte til kritik fra blandt andre TEKNIQ Arbejdsgiverne på grund af den såkaldte stop-and-go-effekt, hvor markedet skifter fra glohedt til iskoldt i takt med puljernes åbningsdatoer. Og det er en kritik, der er blevet hørt, forklarer klimaministeren.
- Vi lærer af vores erfaringer og lytter til den kritik, vi får. Derfor tilpasser vi nu puljen, så vi nedbringer sagsbehandlingstiden og så flere kan få tilskud. Samtidig imødegår vi de mulige negative effekter på markedet. Desuden sikrer vi med flere årlige ansøgningsrunder, at man ikke skal vente et helt år, før man kan søge igen, hvis man får afslag. Vi vil følge udviklingen tæt, så vi hele tiden sørger for, at de mange midler, vi har afsat til klimavenlig varme, bliver anvendt så effektivt som muligt, siger klimaminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.
Lavere tilskud i år
Tilpasningen betyder mere konkret, at tilskuddene til energirenovering bliver sænket med nogle tusinde kroner i forhold til sidste år, hvor et gennemsnitligt hus kunne få cirka 28.000 kroner i tilskud til den nye luft/vand-varmepumpe. Det gør det alt andet lige sværere få de husejere med på vognen, som kræver størst økonomisk motivation, men lige nu handler det om at få hul på de ordrer, der hober sig op hos installatørerne i øjeblikket.
- Det er meget fornuftigt, at Energistyrelsen deler puljen op, så tilskuddene bliver fordelt mere jævnt hen over året. Men lige nu står vi med et kæmpe stort opsparet behov – godt 13.000 boligejere fik afslag på deres ansøgninger om tilskud, og de fleste må man forvente vil søge igen, når puljen åbner. Heldigvis har man politiske erkendt, at puljen oprindeligt ikke var stor nok til at dække behovet, og derfor har den fået et betydeligt løft her i 2021. Vi regner derfor med at op mod 18.000 vil skrotte deres oliefyr eller naturgas som opvarmning til fordel for en varmepumpe i år. Men allerede i 2022 er puljen meget mindre igen, og vil slet ikke opfylde behovene, siger Troels Hartung, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Læs også: Varmepumpetilskud står til at skrumpe
I efteråret kom der over 19.000 ansøgninger til Bygningspuljen, men kun 5420 endte med at få tilskud via puljen på 245 millioner kroner. I år er der 675 millioner kroner i spil, som bliver fordelt over tre puljer, hvilket Energistyrelsen ikke har meldt klart ud endnu. Det samme gælder den præcise åbningsdag for første runde efter påske.
Tilskuddet til en varmepumpe vil i år være på mellem 21.140 og 25.850 kroner til et gennemsnitligt hus, lyder det fra styrelsen.