-
El
-
VVS
Onsdag den 14. september åbner bygningspuljen igen for ansøgninger. Denne gang er der 121 millioner kroner i puljen, hvoraf 80 procent er øremærket varmepumper.
Nu kan boligejerne igen få et kontant tilskud, hvis de vil udskifte olie- eller gasfyret med en varmepumpe - og dermed bidrage til den grønne omstilling og kampen for at blive uafhængig af russisk gas.
Bygningspuljen åbner for ansøgninger 14. september kl. 10. Det oplyser Energistyrelsen.
I denne ansøgningsrunde er der 121 millioner kroner i puljen, og 80 procent er øremærket projekter med varmepumper, det vil sige cirka 100 millioner kroner. Tilskuddene varierer fra 13.000 til 25.000 kroner – alt efter hvor stort huset er, samt hvor energieffektiv en varmepumpe boligejeren vælger. På den baggrund forventer TEKNIQ Arbejdsgiverne, at der kan gives tilskud til 6-7.000 varmepumper.
Læs også: Varmepumpesalg fortsætter vild vækst
Kan være tøvende
Hos TEKNIQ Arbejdsgiverne forventer chefkonsulent Troels Hartung, at puljen er tom i løbet af et par uger, men han påpeger samtidig, at kunderne kan være blevet mere forsigtige, fordi elprisen er meget høj i øjeblikket.
– I de tilfælde handler det for installatørerne om at forklare, hvad der er den rigtige løsning for kunden på den lange bane. Og det er uden diskussion en varmepumpe, hvis kunden bor i et område, hvor der ikke kommer fjernvarme - både af hensyn til den grønne omstilling og kundens økonomi. Jeg synes installatørerne skal holde sig ude af diskussioner om øjeblikkelige el- og gaspriser, men man skal være åben om, at priserne kan svinge hurtigt, siger Troels Hartung.
Som installatør skal man være VE-godkendt for at kunden kan få tilskud fra bygningspuljen. Husk også at kunden skal have modtaget tilsagn om tilskud fra Energistyrelsen, før der kan indgås en bindende aftale om installation af varmepumpen.
Det er TEKNIQ Arbejdsgivernes forventning, at salget af luft/vand og jordvarmepumper i hele 2022 vil ligge på ca. 40.000 varmepumper.
Energistyrelsen har afholdt en række webinarer om bygningspuljen. Dem kan dine kunder se her.