-
El
-
VVS
Manglen på arbejdskraft i byggeriet er aftaget siden sidste år. 15-20 pct. af virksomhederne i installationsbranchen efterspørger nu flere opgaver. Det viser Danmarks Statistiks konjunkturbarometer for erhvervene fra oktober 2022.
- Generelt sker der en opbremsning på de større entrepriser, hvor især offentlige byggeherrer bremser eller udsætter projekter. Det betyder, at der er færre tilbud at give - og dermed færre ordrer at få i bogen. Til gengæld stiger fokus på energirenovering og skift af energikilder. Det er derfor et meget forskelligt marked, man ser ind i som virksomhed afhængig af fokus og kompetencer, siger cheføkonom Maria Schougaard Berntsen, TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Andelen af virksomheder, der melder, at mangel på arbejdskraft begrænser deres produktion, er bredt faldende, men mest markant i industrien. Her falder andelen fra 33 pct. i juli til 21 pct. i oktober. De tilsvarende andele for byggeriet og serviceerhvervet er i oktober på hhv. 33 og 39 pct. ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik.
Nye kompetencer
Udviklingen i de sæsonkorrigerede konjunkturindikatorer i oktober viser et fald for tre ud af fire erhverv. Kun byggeriet oplever en lille fremgang på månedsbasis, men befinder sig stadig på et meget lavt og negativt niveau.
- For et år siden stod hver anden virksomhed i vvs- og blikkenslagerbranchen og i elinstallation uden de medarbejder, der var brug for. Nu gælder det heldigvis kun ca. hver tredje virksomheden. Men der skal også nye kompetencer til at løfte den grønne omstilling, så der vil blive brug for flere faglærte i fremtiden, siger Maria Schougaard Berntsen.