-
El
-
VVS
De virksomheder, som arbejder med asbest, skal fremover leve op til kravene i en autorisationsordning, lyder et forslag fra flere af organisationerne i byggeriet.
Arbejde med asbest bør kun udføres af virksomheder, der lever op til en særlig autorisationsordning. Sådan lyder et forslag fra Arbejdsmiljørådet, som netop er landet på beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards bord. Bag forslaget står organisationer fra både arbejdsgiver- og medarbejdersiden, herunder Blik- og Rør, og TEKNIQ Arbejdsgiverne.
En sådan autorisationsordning skal gøre det nemmere for bygherrer at sikre sig, at de virksomheder der skal udføre asbestrenovering og lignende har den fornødne viden og de rigtige kvalifikationer.
Lone Alstrup, der er chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne, har siddet med i arbejdsgruppen bag forslaget og ser positivt på initiativet:
– Vi støtter op om, at der arbejdes videre med en autorisationsordning eller lignende, som sikrer, at arbejde med asbest foregår sundhedsmæssigt ansvarligt. Det er samtidig vigtigt, at der kommer mere fokus på viden og uddannelse, når det gælder asbestarbejde, siger Lone Alstrup.
Under drøftelserne i Arbejdsmiljørådet, hvor både arbejdsgiverorganisationer og lønmodtagerorganisationer er repræsenteret, blev der diskuteret nogle konkrete modeller til en egentlig autorisationsordning. For eksempel om ordningen både skal omfatte asbestarbejde inde og ude, og om det skal være en ordning, som Arbejdstilsynet selv autoriserer virksomheder til.
I den sammenhæng gør rådet opmærksom på, at en eventuel ny ordning skal opfylde sit formål uden at have utilsigtede afledte virkninger, der ikke står mål med den forebyggende effekt.
TEKNIQ Arbejdsgiverne var for nylig medproducent på tre videoer, der blandt andet viser, hvordan du skal instruere dine medarbejdere i at reagere, når de støder på asbeststøv eller er i tvivl.