-
El
TEKNIQ Arbejdsgiverne er en del af Byggeriets Handletank, der skal vise konkrete veje til at gøre byggebranchen mere bæredygtig.
Fine ord og skåltaler er ikke nok, hvis byggebranchen skal nå i mål med at nedbringe sit aftryk på klimaet. Af samme grund er Byggeriets Handletank for Bæredygtighed i fuld gang med at vise de konkrete veje til at handle – som navnet antyder.
Udover TEKNIQ Arbejdsgiverne deltager fire brancheorganisationer, et videnscenter, 57 virksomheder og 130 branchefagfolk i arbejdet. Det skal i sidste ende resultere i bygge- og anlægsbranchens samlede indspark til at handle på de udfordringer, der er med både bæredygtighed og biodiversitet.
- Den her udfordring kan vi ikke løse selv. Hverken som individ, virksomhed eller brancheorganisation, men alle kan hver især bidrage for at nå i mål, hvis vi danner fælles front. Derfor er vi også glade for at være med i det vigtige arbejde med at få sat handling bag ordene, så vi som branche kan være med til at gøre fremtiden mere grøn og bæredygtig, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Læs også: Undersøgelse: Medlemmer omfavner bæredygtighed
Handletanken bygger videre på det arbejde, der blev gjort i Klimapartnerskabet for Bygge- og Anlægssektoren i 2020, og hvor TEKNIQ Arbejdsgiverne spillede en central rolle. Handletankens anbefalinger vil blive overdraget til regeringen i starten af 2024.
Byggeriets Handletank for Bæredygtighed:
Handletanken er opdelt i otte arbejdsgrupper, der hver især undersøger, analyserer, og prioriterer en række konkrete handlinger, som vurderes at være de skridt branchen på nuværende tidspunkt bør tage i en grønnere retning. TEKNIQ Arbejdsgiverne er repræsenteret i følgende arbejdsgrupper:
- Data og digitalisering
- Regler og rammer for grønt byggeri
- Innovation og marked
Peter Kaas Hammer, adm. direktør i Kemp & Lauritzen, er repræsenteret i handletankens overordnede styregruppe.
Læs mere om Byggeriets Handletank for Bæredygtighed