-
El
-
VVS
-
Industri
Kontrolkrav, love og regler fordobler prisen på at udskifte en gammel altan. Derfor bliver tærede, farlige altaner ikke skiftet. Direktør Kenneth Baand Larsen fra Dansk Altan ser livsfarlige altaner på mange bygninger, hvor udskiftningen er droppet.
- Jeg er ofte rystet over at opleve 40-50 år gamle altaner, som bliver benyttet, selvom det bærende stål er helt gennemtæret. De altaner kan falde ned, hvad øjeblik det skal være. Men ejerne dropper en udskiftning, når de hører den samlede pris på en udskiftning til en ny og sikker altan.
Det siger altan-producenten Kenneth Baand Larsen, der har lavet sin egen lille billedsamling af de allerværste eksempler på gamle altaner i brug. Det er sjældent prisen på den nye stålaltan, der stopper et projekt med udskiftning.
Det er derimod de samlede udgifter til byggetilladelse, ingeniør og ikke mindst certificeret statiker, der får et projekt med en ny altan til at falde pga økonomi.
- Jeg har en kunde, som gennemførte et projekt med udskiftning af tre gamle betonaltaner til tre nye, sikre altaner af stål. Vi ende i dette projekt med udgifter til eksterne rådgiver på 60-70.000 kr. Det kan næsten fordoble prisen på en altan, og kunden ville formentlig have opgivet projektet, hvis vi vidste det på forhånd.
- De høje omkostninger koster på sikkerheden. Det er jo ikke de nye altaner, der er i fare for at falde ned. Det er de gamle altaner, der sidder overalt i den danske byggemasse, siger en hovedrystende Kenneth Baand Larsen.
BR18 udløser kontrol
Årsagen til de fordyrede altanprojekter skal ifølge Kenneth Baand Larsen findes i bygningsreglementet. Oplevelsen i altanbranchen er, at Bolig-Planstyrelsens seneste regler omkring altaner i BR18 er åbne for fortolkninger. Det gør, at først kommunernes sagsbehandlere og senere rådgivere som certificerede statikere vælger at gå efter de mest vidtgående fortolkninger, når der skal laves beregninger og gives byggetilladelser til altaner.
- Vi har tidligere lavet kontrol- og træktest efter ingeniørernes beregninger. Nu skal disse igennem omfattende beregninger og kontroller hos rådgivere for at sikre, at altanerne ikke falder ned. Men det er jo de samme sikre altaner som tidligere.
- Krav og kontroller er blevet så omfattende, at det i sidste ende koster på sikkerheden. Vi får ganske enkelt ikke skiftet de farlige, gamle altaner pga. udgifterne. Det er et spørgsmål om tid, før vi oplever ulykker, vurderer Kenneth Baand Larsen.
En altan faldt med et brag i efteråret i en have i Nordjylland
Faldt med kæmpe brag
Den erfarne altan-specialist fremviser et helt aktuelt eksempel fra dette efterår. Et billede af en altan fra en ældre, privat villa i Nordjylland. Med et øredøvende brag rev altanen sig en dag pludselig løs, da det bærende stål var gennemtæret.
Den mange hundrede kilo tunge altan pressede murværket ind i faldet, smadrede dele af sålbænken og landede så tungt, at flisearealet under blev trykket ned. Heldigvis var der ingen personer i nærheden.
- Det er sådanne nedfaldne altaner, jeg frygter i de kommende år. De falder uden varsel, eksempelvis hvis flere personer træder ud på dem. I dette eksempel faldt altanen heldigvis ned i en privat have uden personer. Men ofte sidder de gamle altaner ud til offentlig vej, og det er også farligt, siger Kenneth Baand Larsen.
Advarsel
I TEKNIQ Arbejdsgiverne advarer underdirektør Simon O. Rasmussen også imod det fordyrende bureaukrati.
- Det vil helt sikkert vil stå i vejen for mange af disse nødvendige udskiftninger af altaner. Altaner er i dag klassificeret, så det kræver en certificeret statiker at levere dokumentation og papirarbejde til en kommunal godkendelse af byggeprojektet. Det kan ved udskiftning af en enkelte altan løbe op i meget høje rådgiverudgifter.
- Det er ganske enkelt et unødvendigt økonomisk og tidsmæssigt benspænd fra myndighedernes side, som i sidste ende vil betyde, at mange skadede altaner vil blive hængende, selvom de burde udskiftes. Både i 2016 og i 2020 har der i Danmark været altankollapser med tragiske udgange, siger Simon O. Ramussen.
Usynlige skader
Hvor galt det står til med danskernes gamle altaner viser en ny undersøgelse fra Teknologisk Institut af 100 altaner på fem etagebyggerier spredt ud over hele landet. Den visuelle registrering viste, at 58 ud af de 100 undersøgte altaner, havde visuelle skader i form af fx revner i belægning. På de resterende 42 altaner var der ingen visuelle tegn på skader eller revnedannelser på altanen eller murværket.
På de 58 altaner med synlige skader kunne Teknologisk Institut registrere, at ca. 45 % af altanerne havde svær korrosion.
På de 42 visuelt intakte altaner var der, ifølge Teknologisk Institut, også overraskende mange altaner med fremskreden/svær korrosion og tværsnitreduktion af udliggerjern.
- I branchen synes vi, at denne undersøgelse også er en god grund til at gøre det nemmere administrativt at skifte ældre altaner til nye sikre altaner. Vi skal finde et niveau, der sætter gang i udskiftningen i stedet for at stoppe den, lyder det fra den nordjyske altanekspert.
En grillaften kan ende fatalt på denne altan