-
El
-
VVS
Omsætningen på Solars fastbox-levering er sendt i vejret under coronakrisen, hvilket kan være med til at skubbe på udviklingen – også efter krisen.
Installatørerne har under coronakrisen gjort større brug af budlevering fra grossisten i stedet for at køre forbi den fysiske butik. Det viser tal fra Solar, som tilbyder fastbox-levering fra time til time for kunderne. Selve antallet af leveringer er dog ikke steget, siden den store nedlukning den 11. marts. Til gengæld har kunderne lagt flere varer ned i "Fastbox'ene", så omsætningen er steget med omkring 20 procent i perioden i forhold til sidste år.
- Det er en gevinst både for os og installatørerne, som sparer transport, og derfor giver det samlet set mindre CO2-udledning, siger Jacob Horn, commercial service manager i Solar Danmark.
Læs også: Cykelbude leverer varer til installatører
I københavnsområdet har Solar tilmed lanceret en mulighed for at få cykelbude ud med materialer, hvilket giver et ekstra plus i det grønne regnskab. Fastbox er relevant til den hurtige levering til ’spjæld-opgaver’ og akutte situationer. Det kan måske være forklaringen på, at antallet af leveringen ikke er steget mere i en tid, hvor myndighederne ellers søger at begrænse den fysisk kontakt og undgå større forsamlinger.
- Der har været travlt med entrepriseopgaverne på byggepladserne, mens nogle kunder har oplevet fald i antallet af opgaver hos private kunder. På byggepladserne er det typisk planlagte opgaver, hvor man derfor bestiller hos os et par dage i forvejen i stedet for at bruge fastbox, siger Jacob Horn.
Digital udvikling i gang
Solar har haft onlinesalg siden internettets spæde start for knap 30 år siden. Af samme grund er det digitale salg langtfra nogen ny udvikling, hvor det i dag tegner sig for cirka 80 procent af omsætningen i Danmark, forklarer Jacob Horn.
Til gengæld er salget ved at rykke sig fra computerskærm til mobiltelefonens app, når kunderne skal bestille varer. Den udvikling tror han vil fortsætte – også efter coronaen har sluppet sit tag.
- Jeg håber, at det er et godt rygstød til den digitale udvikling. Vi er samtidig blevet bekræftet i, at vores forretningsmodel er den rigtige, siger Jacob Horn.
Læs også: Installatør: Turen til grossisten er en dårlig vane
Solar har kun syv fysiske butikker landet over. Kunderne har i løbet af nedlukningen kunnet hente deres varer ved butikkerne, men for at undgå smittespredning har de ikke fået lov til at komme indenfor. I takt med den generelle genåbning af samfundet er kunderne fra mandag den 27. april igen inviteret indenfor, men Jacob Horn håber, at så mange som muligt vil bruge onlinebestilling og fastbox-service.
- Det er det langt mest effektive for vores kunder, så de kan bruge deres tid hos deres kunder, siger Jacob Horn.