-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
TEKNIQ Arbejdsgivernes nye digitale rådgiver KVIQ har nu været på job i en uge. Mange spørgsmål fra medlemmerne er besvaret – og to erfarne HR-ledere fra installations- og metalvirksomheder ser gode samarbejdsmuligheder med den lille digitale hjælper.
El- og VVS-virksomheden FLD med hovedsæde i Haslev har 240 medarbejdere fordelt på hele Sjælland. HR-leder Malene Keldt har ofte behov for opslag i overenskomsterne fra TEKNIQ Arbejdsgiverne – og vil fremover benytte sig af den nye digitale rådgivning fra KVIQ, der altid befinder sig nederst i højre hjørne på tekniq.dk.
- Det er hurtigt og nemt at få svar på specifikke spørgsmål om eksempelvis minimumssatser, opsigelsesvarsler og pensionsordninger i de overenskomster, som vi arbejder med. På den måde får man hjælp til at bekræfte oplysninger, man ellers skal huske i hovedet. Det vil vi både i HR og i lønbogholderiet komme til at bruge aktivt, siger Malene Keldt.
Lidt genialt
KVIQ bliver med sin base i kunstig intelligens klogere hver gang, spørgere kvitterer med en tommelfinger op eller ned. Det var Malene Keldt ikke klar over.
- Det er jo faktisk lidt genialt, at dette værktøj på den måde løbende bliver klogere. Det vil vi hjælpe den med fremover med vores vurderinger.
Hurtigt hjælpeværktøj
Som ansvarlig for HR-arbejdet hos NG Metal ved Skive har Cirsten Justesen løbende brug for eksakt viden fra overenskomsterne eksempelvis inden for ferie, timesatser og opsigelser. Efter en test med adskillige spørgsmål har den digitale rådgiver kaldet KVIQ efterladt et positivt indtryk.
- Jeg kan sagtens se, at denne form for digital rådgivning kan indgå i det daglige HR-arbejde. Det er et hjælpe-værktøj, som nemt har givet hurtige svar på en række af mine test-spørgsmål, siger Cirsten Justesen.
HR-chefen gav eksempelvis et dobbelt spørgsmål til KVIQ om løn for at arbejde i pauser: Skal en produktionsansat lønnes for dette – og i givet fald, hvor meget?
- KVIQ forstår, at der er tale om to spørgsmål – og jeg får to svar. Den svarer langt, men det er præcist. Og så har den på baggrund af mine tidligere spørgsmål lært, at jeg taler om Industri- og VVS-overenskomsten. Det er fint, siger Cirsten Justesen.
Spørg præcist
Undervejs i testen var læringen hos NG Metal imidlertid også, at man skal huske at spørge meget præcist for at få præcise svar. Ellers er svaret, at KVIQ ikke kan forstå og dermed besvare forespørgslen. I Svarene er der henvist til kilden for svaret – eksempelvis en overenskomst.
- Hvis man i svaret også kunne få et link direkte til det pågældende afsnit i overenskomsten, så ville det være godt. Men generelt ser jeg gode muligheder i denne digitale medlemsservice. De komplekse spørgsmål med behov for fortolkninger vil jeg dog stadig ringe til juristerne for at drøfte, siger Cirsten Justesen fra NG Metal med godt 50 ansatte.