-
Industri
Ferrum Group har købt boet efter KP Automation i Ikast – og investerer netop nu millioner i at færdiggøre uafsluttede projekter i Danmark og udlandet for at fastholde to store koncerner som kunder
I starten af 2020 var Ferrum Group i Fredericia langt inde i forhandling med KP Automation i Ikast om et køb af virksomheden. Der var underskrevet fortrolighedserklæring og positive forhandlinger var i proces, da Ikast-virksomheden blev ramt af corona-krisen og endte med at indgive en konkursbegæring til skifteretten i Herning 30. april.
-Vi var ganske tæt på et ”letter of intend” og derved en normal virksomhedshandel, da virksomheden løb tør for kapital og måtte gå til skifteretten. Det gav os en viden helt inde fra maskinrummet, da vi i stedet skulle forhandle med kurator om et køb. Nu betaler vi relativ store beløb for at kunne afslutte de mange projekter.
Det siger direktør Peter Høegh Jensen fra Ferrum Group, der har sat sig selv i spidsen for det nye selskab – KP Robotics, der er blevet et datterselskab i Fredericia-virksomheden. KP Robotics fortsætter på adressen i Ikast på en lejekontrakt. Ferrum har fastholdt stor viden ved at ansætte den tidligere salgsdirektør Kim Poulsen som daglig leder af KP Robotics.
Million-investering
I dag er der 11 ansatte i Ikast – mange er nøglemedarbejdere fra den tidligere virksomhed.
-KP Automation var interessant for os, fordi virksomheden er ”preferred partner” hos den store tyske GEA-koncern. Det samme var virksomheden på en international dansk mejerikoncern. Den position fastholder vi ved at overtage og færdiggøre projekter i Irland, Sverige og Danmark fra det konkursramte selskab. Og det er ikke ”bare” 3-4 mio. kr. Det er langt mere vi investerer i casen, siger Peter Høegh Jensen.
Men Ferrum Group tror på investeringen. KP Robotics vil komplementere Ferrum Groups andre aktiviteter i Fredericia med kompetencer på robot-anlæg. I Ikast skal man sælge og konstruere de avancerede automations-anlæg som turn-key leverancer. Hidtil har alle dele været leveret fra underleverandører. Nu kan dele af den produktion også leveres fra Ferrum Group.
-Ferrum er ”food & beverage” orienterede på alle områder. KP komplementerer koncernen perfekt, og så kan vi hente administrative og produktionsmæssige synergier. Vi kan give KP Robotics stærke kompetencer på projektstyring og de tunge kontrakter med de store koncerner, siger Peter Høegh Jensen.
Ordrerne vil komme
Derfor er direktøren heller ikke helt så bekymret for den pris, som han netop nu betaler ”for festen.” Med positionen som ”preferred partner” i to store koncerner er der et stort potentiale for fremtidige kontrakter for KP Robotics.
Her lægger Peter Høegh Jensen også vægt på, at det har været afgørende at fastholde Kim Poulsen i virksomheden. Den tidligere salgsdirektørs relationer til nøglekunderne og kendskab til projekterne er afgørende for forretningen. Kim Poulsen vil i hverdagen være leder af KP Robotics.
Den tidligere ejer – Keld Pedersen – vil eventuelt få en konsulterende rolle i forhold til det nye selskab. Pedersen vil derfor ikke være ansat i KP Robotics. Relationen er dog endnu ikke helt fastlagt.
FAKTABOKS:
KP Robotics: Robot og automationshus
Ejer: Ferrum Group, Fredericia
Adm direktør: Peter Høegh Jensen
Daglig leder: Kim Poulsen
Medarbejdere: 11
Hjemsted: Ikast
Web: kp-robotics.dk