-
VVS
Vvs-grossisten Brødrene Dahl vil udvide virksomhedens kvik-services med cykelleveringer, der både mindsker forureningen og leveringstiden. Hvis sendingen er større, vil det også være muligt at få leveret med el-bil.
Mange kender cykelbudene fra postlevering og take-away, og nogle vil endda huske mælkemanden.
Nu vil Brødrene Dahl også levere materialer til kunderne ved hjælp af cykelbude. Det nye koncept testet i første omgang på Amager og Vesterbro i København.
– Udover at være en service, der er mere agil, og mange steder vil mindske leveringstiden, giver en cykel også noget frihed og mobilitet. Det er nemmere for buddene at komme helt ud til hjertet af byggepladserne, så installatørerne ikke skal afbryde deres dag for at hente de dele, de mangler, siger distributionschef i Brødrene Dahl, Lars Holm.
Leverancerne skal naturligvis kunne være på en cykel – enten i en rygsæk eller på et lad. Udgangspunktet bliver, at kunder inden for fem kilometers afstand af butikkerne på Vesterbro og Amager, kan få leveret deres dele inden for en time. Et samarbejde med GLS gør det også muligt at modtage kvikleverancer med el-biler fra butikken i Vallensbæk.
Lars Holm glæder sig også over at kunne tilbyde grøn levering til kunderne.
– Vi har et ansvar for at tilbyde grønne alternativer til vores kunder. Både på den store klinge og ved mindre muligheder. Det skal være nemt at vælge de grønne metoder, så på den måde giver det god mening for os at teste denne form for levering på Amager og Vesterbro, hvor der alligevel ikke altid bil-venligt, siger han.
Hvis testen, som starter i uge 36, forløber tilfredsstillende, vil Brødrene Dahl senere lancere levering med cykelbude flere steder i landet.